Hej alle
Havde alle mulige gode intentioner om at skrive lidt på bloggen ugentligt, men så spændende er det heller ikke at skrive og læse om arbejde og dagligdag, hvilket er det jeg har brugt det meste af min tid med siden sidst - Dog med nogle få, men gode undtagelser.
Af de mere dagligdags ting kan nævnes at jeg i anledningen af Melbourne Food and Wine Festival, fik lokket Jette med til et arrangement; Seafood & Bubbles stod der i programmet, altså havmad og champagne (af den ægte franske slags) til 39$, hvilket er omkring 175kr. Det lød da meget rimeligt, men i bagklogskabens klare lys, måske også næsten for rimeligt! Det vist sig selvfølgelig også for, at det netop var lidt for godt til at være helt sandt, for prisen var for havmaden alene ikke de dyre dråber - et glas bobler startede ved 15$ (68 kr.) og det var ikke de store champagne glas de havde fundet frem den dag!
Men man har vel stil og to hårdt arbejdende kvinder har vel lov til at skeje lidt ud selv på en almindelig tirsdag...
For retfærdighedens skyld skal det lige nævnes at maden var udsøgt; østers, kammuslinger, tun og rejer, alt tilberedt til perfektion og champagnen var virkelig god. Det kommer måske ikke bag på nogen, at vi ikke var overmætte da vi gik der fra, så der blev lige plads til et kæmpe stykke klistret dadel kage med lun karamel sauce - en australsk specialitet.
Siden midten af januar har jeg arbejdet for Fuji Xerox Global Services på et af Melbournes universiteter i deres printafdeling. Da eksamens printningen, som jeg var hyret til at administrere, var overstået troede jeg at det var slut med arbejde. Heldigvis landede jeg midt i en travl periode med masser af printjobs til det nye studieår og fik god brug for min erfaring. Jeg blev også en del af RUS-ugen eller Orientation-Week som det hedder hernede, der fik jeg øjnene op for hvor mange ikke-studierelaterede ting det er mulig at deltage i - stakkels uni-studerende, de får travlt hvis de også skal nå at have lidt tid til selve studiet...
Arbejdet har givet lidt penge på kontoen, så jeg besluttede mig for at det var tid til at komme ud og opleve noget. Derfor tog jeg i weekenden med på en 3-dages kajaktur til et naturområde fem fire timers kørsel sydøst for Melbourne. Jeg har virkelige savnet at ro kajak, men har ikke kunnet finde ro-klubber hernede der også tilbyder kajak, så jeg besluttede at selvom turen var dyr, så var den det værd bare for at få noget vand under min pagaj - som nogen måske husker at jeg møjsommeligt har slæbt med hele vejen fra DK.
På grund af tidevands forholdene startede vi med at pakke kajakkerne kl. 04.30 lørdag morgen og var på vandet før solen stod op - det er godt nok tidligt! Men med en flot solopgang og blikstille vand, glemmer man hurtigt at man er lidt træt. Efter 15 kilometer - ja ved godt at det ikke er langt for ARK'ere, men i en tungtlastet havkajak og med arme det ikke har roet længe, er det en ok tur - lagde vi til ved en lille strand i en bugt og slog lejer direkte i sandet. Så var det ellers bare med at fordrive tiden med snorkling, trangia-mad og rødvin indtil det var tid til at jeg kunne prøvesove mit nyindkøbte telt. Jeg ender sku med at blive helt udendørsagtig; har købt telt og overvejer også at investere i en Trangia! Den følgende dag var vi på en heldags tur til en lille ubeboet ø, hvor et større dyr af ukendt race var ved at skræmme livet af os. Vi så ikke dyret, kun dens efterladenskaber i form af små hestepærer-lignende pøller og raslen i buskadset på den sti vi fulgte på vores vej rund om øen! Der er ingen adgang til ferskvands på øen, så det er virkeligt lidt af et mysterium... Om aftenen blev jeg et hit, da jeg lavede pandekager til hele gruppen på to Trangia blus. Mysteriet blev ikke løst, men pandekagerne smagte godt :o) Et en anden større dyrerace som vi faktisk fik set, var Sting Rays. De holder ofte til på lavt vand og vi så flere gange meter store rokker blafre væk under kajakkerne. Jamen var det ikke...?! Jo det var en Sting Ray der slog Steve Irwin ihjel "oh crikey!"
Mandag startede vi hjemturen - igen tidligt, da vi havde fået meldinger om storm over middag. Vi fik lige en lille forsmag, men nåede sikkert tilbage til udgangspunktet inden vinden tog rigtigt til. Da jeg kom hjem den eftermiddag, var jeg meget saltet og lidt mør i kajak-musklerne, men det var sku fedt at få dem rørt.
Som I måske kan fornemme, var vejret godt på turen, og det har det faktisk været de sidste mere end to uger. Efter en mindre god sommer - læs: lidt kølig - ser det ud til at vi har fået lidt af en Indian Summer, for temperaturen svinger mellem 25 og helt op til 39 grader i går.
Vi nåede ellers lige at få nogle dage med efterårs rusk og temperaturer helt ned til 12-15 grader om dagen! Ja jeg ved godt at det ikke lyder videre koldt i danske øre - men jeg nåede da lige at overveje en flytning til varmere himmelstrøg.
Sidste nyt er at jeg nu er løbet tør for arbejde og officielt er blevet arbejdsløs fra i fredags, så jeg må i gang med fuldtids-jobsøgningen igen. Har dog efterhånden fået opbygget lidt kontakter, så jeg håber at det går nemmere denne gang.
Indtægter eller ej, i påsken skal jeg med universitetets dykkerklub (ja, fik lige tiltusket mig et medlemskab gennem arbejdet) på tur til New South Wales (Syd østlige Australien). Det bliver 5 dage med billig og i følge rygterne virkelig god dykning, camping-hygge og socialiseren med de andre 40 mennesker - bare rolig der er også nogen med på turen, der ikke er unge blåøjede studerende. Stedet hedder Eden, så det er vel forståeligt at jeg har store forventninger...
Og og og... så er der kun ca. tre uger til at min mor og Karl lander i Melbourne. Det skal på deres livs tur, og jeg glæder mig til at vise dem lidt af Oz (i hvert fald noget af det jeg selv har set, hvilket ikke er så meget endnu...)
Det var smøren for denne omgang - håber I ikke faldt fra undervejs :o)
Mia
Ps: Hvis nogen undre sig over hvorfor jeg på Facebook og Messenger skriver at jeg har Formel 1 i baghaven, så er det bare fordi min lokale park (og parken der har givet navn til området jeg bo i; Albert Park) tilfældigvis også er en racerbane, heldigvis kun når Formel 1 cirkuset en gang om året kommer forbi Melbourne. Okay det er måske ikke lige direkte i baghaven, men når de køre lyder det som om banen nærmest går lige igennem huset...!
No comments:
Post a Comment