Påske dykketur

Hej alle

Påsken foregik for mit vedkommende både over og under vandet. Som jeg skrev sidst så har jeg meldt mig ind i en universitets dykkerklub, hvilket betyder billig dykning (universitetet hælder en væsentlig sum penge i klubbe hvert år!) og muligheden for at lære nye mennesker at kende. Da jeg meldte mig ind meldte jeg mig med det samme til deres årlige påske dykketur. Turen gik til en lille flække i NSW der hedder Eden, det er ca 550 km fra Melbourne på vej mod Sydney, hvilket betyder en dags kørsel, da det hovedparten af vejen foregår på små landevej.

Lisa, en norsk Master studerende, og jeg havde fået et lift med Jörg, en tysk PhD studerende, i hans 19 år gamle Ford med knap så gode støddæmpere. Det kan mærkes når der er tre mennesker og rigtig meget dykkerudstyr og bagage i bilen! Afsted det gik fra Melbourne torsdag morgen (hvilket ikke er en helligdag hernede), heldigvis var der ingen dykning før fredag så vi tog os god tid til kaffepauser i de forskellige småbyer og besøg i de to national parker vi passerede undervejs. Vi ankom til campingpladsen efter mørkets frembrud og fik slået teltene op i forlygternes skær - indtil batteriet i den gamle Ford ikke kunne mere og vi måtte lave mad i mørke...


Efter alle godt 30 dykkere var ankommet fredag middag, var det tid til det første dyk. Et vragdyk til en gammel slæbebåd på ca. 25-30 meters vand. Dykket kan vist roligt kaldes et reality tjek, for efter blåt, varmt vand og god sigtbarhed på de fleste af mine dyk i Afrika, var dette dyk noget af en test. Stærk vind, betyder store bølger og en del støm, selv på 25 meter. Vandtemperaturen var heller ikke noget at råbe hurra for, men det værste var dog sigtbarheden, eller rettere mangel på samme! Jeg stolede heldigvis på mine færdigheder og havde et okay dyk trods omstændighederne. Dykket var også lidt af en test, da den ansvarlige dive instructor lige skulle se mig an - tror han regnede mig for noget af en godtvejrs dykker! Men efter det første dyk blev jeg døbt Miss Fisk, da han mente at jeg vist var født under vandet. Det var jo meget rart at få ros for sine færdigheder og resten af turen blev jeg regnet som en af de erfarne.


De følgende dage havde vi henholdsvis bikinivejr og regn, og ret blæsende på vandet. Heldigvis var sigtbarheden bedre og jeg fik tre gode vragdyk, i logbogen. Et vrag skaber en kunstigt rev og her trives masservis af fisk i alverdens kulørte farver. Vrag er også spændende især når de er så velbevarede at man kan svømme igennem styrhuset og stadig fornemme hvor instrumenterne har været.


Påskemandag tog vi på en dagtur til en National Park en times kørsel mod nord - selvfølgelig med dykkerudstyret og båden på slæb. Desværre stod det ned i stænger det meste af dagen, så man behøvede ikke at hoppe i vandet for at blive våd. Jeg var med på det første dyk, hvor vi skulle tjekke om forholdene var ok til de mere uerfarne dykkere - det var de ikke, så det blev

dagens eneste dyk! Heldigvis var det trods forholdene et godt dyk, jeg havde en erfaren makker, som havde dykket på stedet før og kendte hver en sprække i klipperne. Det resulterede i flere spændende møder med blandt andet en Sting Ray (Rokke) og en stor arrig udseende Muræne. Murænerne gemmer sig i sprækker og stikker normalt kun hovedet frem, men vi fik den lokket helt ud af sit hul - ca. halvanden meter lang, næsten lårtyk og skrig gul. Mit kamera kan ikke gå ned på så dybt vand, men jeg har fundet et par billede på internettet, der meget god viser hvordan sådan et bæst ser ud.

Det vil være lige strengt nok at sige, at når vi ikke dykkede drak vi, men der blev da drukket en del. Tømmermænd og en gyngende båd er ikke en god kombination, så flere måtte fodre fiskene med deres maveindhold. Forholdene på teltpladsen levede meget godt op til klubbådens navn Shambles, som figurativt betyder; rod, rodebutik, slagmark, kaos. Man er vel ppå Uni-tur..!

Selvfølgelig øs regnede det da vi skulle pakke sammen og køre mod Melbourne mandag aften, så efter et par timers kørsel i en meget dugget bil, på mørke og regnvåde landeveje valgte vi at stoppe for natten i en by der hedder Lakes Entrance. Næste dag, tørre og glade, slog vi et smut forbi 90 Miles Beach som skulle være berømt, fordi den netop er så lang. Jeg tror nu sagtens at strandene hjemme på den danske vestkyst kan konkurrere med den.


Godt træt, med to tons vådt tøj i tasken og masser af gode oplevelser landede jeg hjemme i Ashworth Street tirsdag eftermiddag. Trods snart 30 dyk i logbogen, mangler jeg stadig at se min første haj, men har en fornemmelse af at det nok skal lykkedes inden jeg tager hjem.


Det var alt for denne gang. Lige nu sidder min mor og Karl i bussen på vej mod lufthavnen i Hamburg, og efter to dage i Singapore lander de hos mig fredag morgen - Ih.. hvor jeg glæder mig.


Mia