Påske dykketur

Hej alle

Påsken foregik for mit vedkommende både over og under vandet. Som jeg skrev sidst så har jeg meldt mig ind i en universitets dykkerklub, hvilket betyder billig dykning (universitetet hælder en væsentlig sum penge i klubbe hvert år!) og muligheden for at lære nye mennesker at kende. Da jeg meldte mig ind meldte jeg mig med det samme til deres årlige påske dykketur. Turen gik til en lille flække i NSW der hedder Eden, det er ca 550 km fra Melbourne på vej mod Sydney, hvilket betyder en dags kørsel, da det hovedparten af vejen foregår på små landevej.

Lisa, en norsk Master studerende, og jeg havde fået et lift med Jörg, en tysk PhD studerende, i hans 19 år gamle Ford med knap så gode støddæmpere. Det kan mærkes når der er tre mennesker og rigtig meget dykkerudstyr og bagage i bilen! Afsted det gik fra Melbourne torsdag morgen (hvilket ikke er en helligdag hernede), heldigvis var der ingen dykning før fredag så vi tog os god tid til kaffepauser i de forskellige småbyer og besøg i de to national parker vi passerede undervejs. Vi ankom til campingpladsen efter mørkets frembrud og fik slået teltene op i forlygternes skær - indtil batteriet i den gamle Ford ikke kunne mere og vi måtte lave mad i mørke...


Efter alle godt 30 dykkere var ankommet fredag middag, var det tid til det første dyk. Et vragdyk til en gammel slæbebåd på ca. 25-30 meters vand. Dykket kan vist roligt kaldes et reality tjek, for efter blåt, varmt vand og god sigtbarhed på de fleste af mine dyk i Afrika, var dette dyk noget af en test. Stærk vind, betyder store bølger og en del støm, selv på 25 meter. Vandtemperaturen var heller ikke noget at råbe hurra for, men det værste var dog sigtbarheden, eller rettere mangel på samme! Jeg stolede heldigvis på mine færdigheder og havde et okay dyk trods omstændighederne. Dykket var også lidt af en test, da den ansvarlige dive instructor lige skulle se mig an - tror han regnede mig for noget af en godtvejrs dykker! Men efter det første dyk blev jeg døbt Miss Fisk, da han mente at jeg vist var født under vandet. Det var jo meget rart at få ros for sine færdigheder og resten af turen blev jeg regnet som en af de erfarne.


De følgende dage havde vi henholdsvis bikinivejr og regn, og ret blæsende på vandet. Heldigvis var sigtbarheden bedre og jeg fik tre gode vragdyk, i logbogen. Et vrag skaber en kunstigt rev og her trives masservis af fisk i alverdens kulørte farver. Vrag er også spændende især når de er så velbevarede at man kan svømme igennem styrhuset og stadig fornemme hvor instrumenterne har været.


Påskemandag tog vi på en dagtur til en National Park en times kørsel mod nord - selvfølgelig med dykkerudstyret og båden på slæb. Desværre stod det ned i stænger det meste af dagen, så man behøvede ikke at hoppe i vandet for at blive våd. Jeg var med på det første dyk, hvor vi skulle tjekke om forholdene var ok til de mere uerfarne dykkere - det var de ikke, så det blev

dagens eneste dyk! Heldigvis var det trods forholdene et godt dyk, jeg havde en erfaren makker, som havde dykket på stedet før og kendte hver en sprække i klipperne. Det resulterede i flere spændende møder med blandt andet en Sting Ray (Rokke) og en stor arrig udseende Muræne. Murænerne gemmer sig i sprækker og stikker normalt kun hovedet frem, men vi fik den lokket helt ud af sit hul - ca. halvanden meter lang, næsten lårtyk og skrig gul. Mit kamera kan ikke gå ned på så dybt vand, men jeg har fundet et par billede på internettet, der meget god viser hvordan sådan et bæst ser ud.

Det vil være lige strengt nok at sige, at når vi ikke dykkede drak vi, men der blev da drukket en del. Tømmermænd og en gyngende båd er ikke en god kombination, så flere måtte fodre fiskene med deres maveindhold. Forholdene på teltpladsen levede meget godt op til klubbådens navn Shambles, som figurativt betyder; rod, rodebutik, slagmark, kaos. Man er vel ppå Uni-tur..!

Selvfølgelig øs regnede det da vi skulle pakke sammen og køre mod Melbourne mandag aften, så efter et par timers kørsel i en meget dugget bil, på mørke og regnvåde landeveje valgte vi at stoppe for natten i en by der hedder Lakes Entrance. Næste dag, tørre og glade, slog vi et smut forbi 90 Miles Beach som skulle være berømt, fordi den netop er så lang. Jeg tror nu sagtens at strandene hjemme på den danske vestkyst kan konkurrere med den.


Godt træt, med to tons vådt tøj i tasken og masser af gode oplevelser landede jeg hjemme i Ashworth Street tirsdag eftermiddag. Trods snart 30 dyk i logbogen, mangler jeg stadig at se min første haj, men har en fornemmelse af at det nok skal lykkedes inden jeg tager hjem.


Det var alt for denne gang. Lige nu sidder min mor og Karl i bussen på vej mod lufthavnen i Hamburg, og efter to dage i Singapore lander de hos mig fredag morgen - Ih.. hvor jeg glæder mig.


Mia

Og så er det pludselig marts...

Hej alle

Havde alle mulige gode intentioner om at skrive lidt på bloggen ugentligt, men så spændende er det heller ikke at skrive og læse om arbejde og dagligdag, hvilket er det jeg har brugt det meste af min tid med siden sidst - Dog med nogle få, men gode undtagelser.

Af de mere dagligdags ting kan nævnes at jeg i anledningen af Melbourne Food and Wine Festival, fik lokket Jette med til et arrangement; Seafood & Bubbles stod der i programmet, altså havmad og champagne (af den ægte franske slags) til 39$, hvilket er omkring 175kr. Det lød da meget rimeligt, men i bagklogskabens klare lys, måske også næsten for rimeligt! Det vist sig selvfølgelig også for, at det netop var lidt for godt til at være helt sandt, for prisen var for havmaden alene ikke de dyre dråber - et glas bobler startede ved 15$ (68 kr.) og det var ikke de store champagne glas de havde fundet frem den dag!
Men man har vel stil og to hårdt arbejdende kvinder har vel lov til at skeje lidt ud selv på en almindelig tirsdag...
For retfærdighedens skyld skal det lige nævnes at maden var udsøgt; østers, kammuslinger, tun og rejer, alt tilberedt til perfektion og champagnen var virkelig god. Det kommer måske ikke bag på nogen, at vi ikke var overmætte da vi gik der fra, så der blev lige plads til et kæmpe stykke klistret dadel kage med lun karamel sauce - en australsk specialitet.

Siden midten af januar har jeg arbejdet for Fuji Xerox Global Services på et af Melbournes universiteter i deres printafdeling. Da eksamens printningen, som jeg var hyret til at administrere, var overstået troede jeg at det var slut med arbejde. Heldigvis landede jeg midt i en travl periode med masser af printjobs til det nye studieår og fik god brug for min erfaring. Jeg blev også en del af RUS-ugen eller Orientation-Week som det hedder hernede, der fik jeg øjnene op for hvor mange ikke-studierelaterede ting det er mulig at deltage i - stakkels uni-studerende, de får travlt hvis de også skal nå at have lidt tid til selve studiet...

Arbejdet har givet lidt penge på kontoen, så jeg besluttede mig for at det var tid til at komme ud og opleve noget. Derfor tog jeg i weekenden med på en 3-dages kajaktur til et naturområde fem fire timers kørsel sydøst for Melbourne. Jeg har virkelige savnet at ro kajak, men har ikke kunnet finde ro-klubber hernede der også tilbyder kajak, så jeg besluttede at selvom turen var dyr, så var den det værd bare for at få noget vand under min pagaj - som nogen måske husker at jeg møjsommeligt har slæbt med hele vejen fra DK.
På grund af tidevands forholdene startede vi med at pakke kajakkerne kl. 04.30 lørdag morgen og var på vandet før solen stod op - det er godt nok tidligt! Men med en flot solopgang og blikstille vand, glemmer man hurtigt at man er lidt træt. Efter 15 kilometer - ja ved godt at det ikke er langt for ARK'ere, men i en tungtlastet havkajak og med arme det ikke har roet længe, er det en ok tur - lagde vi til ved en lille strand i en bugt og slog lejer direkte i sandet. Så var det ellers bare med at fordrive tiden med snorkling, trangia-mad og rødvin indtil det var tid til at jeg kunne prøvesove mit nyindkøbte telt. Jeg ender sku med at blive helt udendørsagtig; har købt telt og overvejer også at investere i en Trangia! Den følgende dag var vi på en heldags tur til en lille ubeboet ø, hvor et større dyr af ukendt race var ved at skræmme livet af os. Vi så ikke dyret, kun dens efterladenskaber i form af små hestepærer-lignende pøller og raslen i buskadset på den sti vi fulgte på vores vej rund om øen! Der er ingen adgang til ferskvands på øen, så det er virkeligt lidt af et mysterium... Om aftenen blev jeg et hit, da jeg lavede pandekager til hele gruppen på to Trangia blus. Mysteriet blev ikke løst, men pandekagerne smagte godt :o) Et en anden større dyrerace som vi faktisk fik set, var Sting Rays. De holder ofte til på lavt vand og vi så flere gange meter store rokker blafre væk under kajakkerne. Jamen var det ikke...?! Jo det var en Sting Ray der slog Steve Irwin ihjel "oh crikey!"
Mandag startede vi hjemturen - igen tidligt, da vi havde fået meldinger om storm over middag. Vi fik lige en lille forsmag, men nåede sikkert tilbage til udgangspunktet inden vinden tog rigtigt til. Da jeg kom hjem den eftermiddag, var jeg meget saltet og lidt mør i kajak-musklerne, men det var sku fedt at få dem rørt.

Som I måske kan fornemme, var vejret godt på turen, og det har det faktisk været de sidste mere end to uger. Efter en mindre god sommer - læs: lidt kølig - ser det ud til at vi har fået lidt af en Indian Summer, for temperaturen svinger mellem 25 og helt op til 39 grader i går.
Vi nåede ellers lige at få nogle dage med efterårs rusk og temperaturer helt ned til 12-15 grader om dagen! Ja jeg ved godt at det ikke lyder videre koldt i danske øre - men jeg nåede da lige at overveje en flytning til varmere himmelstrøg.

Sidste nyt er at jeg nu er løbet tør for arbejde og officielt er blevet arbejdsløs fra i fredags, så jeg må i gang med fuldtids-jobsøgningen igen. Har dog efterhånden fået opbygget lidt kontakter, så jeg håber at det går nemmere denne gang.

Indtægter eller ej, i påsken skal jeg med universitetets dykkerklub (ja, fik lige tiltusket mig et medlemskab gennem arbejdet) på tur til New South Wales (Syd østlige Australien). Det bliver 5 dage med billig og i følge rygterne virkelig god dykning, camping-hygge og socialiseren med de andre 40 mennesker - bare rolig der er også nogen med på turen, der ikke er unge blåøjede studerende. Stedet hedder Eden, så det er vel forståeligt at jeg har store forventninger...

Og og og... så er der kun ca. tre uger til at min mor og Karl lander i Melbourne. Det skal på deres livs tur, og jeg glæder mig til at vise dem lidt af Oz (i hvert fald noget af det jeg selv har set, hvilket ikke er så meget endnu...)

Det var smøren for denne omgang - håber I ikke faldt fra undervejs :o)

Mia

Ps: Hvis nogen undre sig over hvorfor jeg på Facebook og Messenger skriver at jeg har Formel 1 i baghaven, så er det bare fordi min lokale park (og parken der har givet navn til området jeg bo i; Albert Park) tilfældigvis også er en racerbane, heldigvis kun når Formel 1 cirkuset en gang om året kommer forbi Melbourne. Okay det er måske ikke lige direkte i baghaven, men når de køre lyder det som om banen nærmest går lige igennem huset...!