Friday, 11 January 2008

Velkommen til 2008 i Melbourne

Hej alle

Så ser det endelig ud til at min computer er kommet sig over hedeslaget, eller hvad der ellers var skyld i at den har været yderst ustabil siden jul. Ikke at der er blevet mindre varmt hernede. Temperaturen ligger omkring 35 grader og både dagene omkring nytår og de sidste par dage har der været 41-42 grader! Jeg må ud og have anskaffet mig en fan (vifte) ellers bliver jeg lige så stille opløst i sved om natten!

Der er sket en masse siden mit sidste indlæg og jeg har ikke kedet mig. Først og fremmest har der jo været jul og nytår. Min juleaften med Jette, Jon og deres venner Maria og Mark, var super hyggelig - der gik Sing Star konkurrence i det senere på aftenen, men vi fik da både spist fabelagtig julemad, danset om sofabordet (juletræet stod i et hjørne) og sunget julesange på både engelsk og dansk - samtidig.

Juledag, som jo er den store dag hernede, var jeg med Jon og Jette, hos Jons søster. Der var hele familien samlet til julemad (en lidt lettere version end den danske) og hygge. Senere på aftenen tog vi hen for at se på et hus, hvor ejerene havde synkroniseret deres julelys- udsmykning til musik!!! - god smag kan man sku ikke beskylde dem for at være i besiddelse af, men et var rigtigt hyggeligt at være en del af en australsk familiejul.

Mellem jul og nytår arbejdede jeg både i Bunnings' HR afdeling og fik også min debut i en restaurant, som Jette havde skaffet mig en kontakt til. Da jeg har absolut minus erfaring med at arbejde som tjener, var jeg buzzer, en der hjælper tjeneren. Så jeg gik og serverede vand og brød til gæsterne samt ryddede af bordet! Det havde jeg åbenbart så meget talent for, at jeg også "fik lov til" at arbejde nytårsaften! Det er jo absolut ikke den fedeste aften på året at skulle på arbejde, men jeg havde brug for pengene. Jeg arbejdede til kl. 02, men nåede da lige at skifte til noget mere festligt og drikke et par drinks inden baren lukkede kl. 03. Det var min yderst ædrulige nytårsaften 2007-2008.

Mellem jul og nytår havde jeg besøg af min australske veninde Lauren fra Adelaide. Hun var på julebesøg hos sin familie her i Melbourne og jeg blev inviteret til at spise og overnatte hos dem - hyggeligt med mere australsk familie tam-tam.

Lige efter nytår og en af de sidste dage hos Bunnings, fik jeg den gode nyhed at jeg har fået et andet vikarjob. Så fra på mandag d. 14. januar starter jeg hos Xerox, som varetager alt printarbejde på et af Melbournes universiteter. Da de har meget travlt op til studiestart, har de brug for folk til at styre ordrene og sørge for at alt kommer igennem fejl- og problemfrit. Da jeg jo burde have en del erfaring med den slags, glæder jeg mig rigtig meget til at komme i sving. Jeg er advaret om at der venter meget overarbejde og at det er en stresset arbejdsplads, men mon ikke også jeg kan klare det, syntes på en eller anden måde at det virker bekendt - som noget fra en fjern fortid?!
Okay, det bliver nok temmeligt hårdt at komme igang med at arbejde fuldtid igen, men det bliver fedt at prøve kræfter med en australsk arbejdsplads. Desværre er det kun 6-8 uger, men bureauet der har skaffet mig begge jobs indtil nu, virker til at kunne holde mig beskæftiget fremover.

Da jeg alligevel ikke skulle arbejde i den forløbende uge, besluttede jeg mig for at tage en lille ferie. Så i søndags tog jeg med Lauren til Horsham, en by midt mellem Melbourne og Adelaide, for at besøge hendes mor. Derfra kørte vi videre til Adelaide i Laurens bil. En tur på knap 400 km, hvor jeg fik mit første glimt af outback Australien.











De sidste par dage har vi nydt strandene omkring Adelaide, de er bedre end min strand i Melbourne, men de skulle efter signende være flere hajer i Adelaide! Vi har lavet pizza til nogle af Laurens venner og drukket en masse kølig hvidvin og øl. Ingredienserne til pizza-aften købte vi på Adelaides store marked, hvor alverdens fødevare sælges fra små og store stande - det er guf for enhver gourmet.

Jeg fik også min bil-debut i denne uge, da Lauren var så sød at lade mig køre i hendes bil. Heldigvis var da automatgear i bilen, så skulle jeg da ikke koncentrere mig om det. Bortset fra at jeg flere gange satte gang i vinduesviskeren i stedet for blinklyset, så gik det meget fint med at køre i den "forkerte" side af vejen. Og det er med at få øvet sig, for mor og Karl har købt billetter til deres livs tur, de lander i Melbourne d. 4. april, og jeg håber på at jeg kan få mulighed for at køre dem lidt rundt i Victoria.

Jeg fløj tilbage til Melbourne i går torsdag, lige i tid til at holde afskedsparty for en god ven af Amelia, en af mine bofæller. Vicky er fra Mauritius i det indiske ocean og er efter 8 år i Australien på et studie-visum, blevet nødt til at tage tilbage for en periode, så han forhåbentligt kan få et nyt visum.
Mine to bofæller er Amelia, 28-årig designstuderende fra Malaysia og Marjoleine, 24-årig fransk pige, der også er her på et Working Holiday Visa. Hun arbejder pt. som babysitter om dagen og fester om natten!




Det er vist hvad jeg har fyldt de sidste par uger med. Jeg beklager at jeg ikke har været mere aktiv på mailen, men det skyldes de førnævnte computerproblemer.

Hvis der er nogen der har lyst til at snakke, så er jeg mit Skype navn: mia_kristensen. Send mig en sms eller en mail, så vi kan aftale hvornår det passer - husk jeg er 10 timer foran. Jeg er også stadig på gode gamle messenger, her er min adresse: mia_kristensen@msn.com


Håber alt er vel i lille Danmark

Knus Mia

No comments: