Madagascar med farmand

... Jeg kunne se ham helt ude ved flyveren, men det tog selvfoelgelig en rum tid inden han kom igennem pas og immigrations kontrol, fik bagage og blev spyttet ud paa den anden side, hvor jeg stod og ventede - stort bjoerneknus!
Det var rigtigt dejligt at se ham og vi snakkede til kl. 02 om natten paa hotelvaerelset. Hans i forvejen ikke saerligt store (i hvert fald i forhold til min) rygsaek, var stoppet med herlige sager som en langtidsrejsende kan komme til at savne. Jeg naevner i flaeng; Et udvalg af Haribo, en pose Twist blanding, leverpostej og hjemmebagt (fra Det lune Broed) rugbroed, samt sladderblade og hilsner hjemmefra.

Madagascars hovedstad Antananarivo (Tana), er en charmerende og meget lidt afrikansk by. Med dens stejle gader og lettere forfaldne kolonihuse kan den minde om en fransk bjergby for 20-30 aar siden. Det vrimler med gamle 2CV'er og Renault 4 taxis. Den er beboet af mennesker der er mere asiatiske end afrikanske, de snakker et sprog der minder om en blanding af japansk, finsk (mange vokaler) og tja.. Malagasy, som sproget hedder.
Den indre del af Madagascar hvor Tana ligger, er et platau som er haevet mellem 900-1500 meter over havet. Det betyder at der er relativt koeligt, isaer om natten hvor det faktisk blev lidt halvkoldt, i hvert fald for mig som har vaennet mig til noget hojere temperaturer.
Vi brugte de foerste par dage paa at vandre rundt i byens gade, se markedet og spise laekker is paa en af byens "Salon de The" cafeer.

Efter et par dage i relativt sofistikerede Tana, var det tid til at begynde turen syd paa. Vi besluttede at foelge hovedvejen RN7 940 km mod sydvest til kystbyen Toliara. Undervejs kommer man forbi et par Nationalparker og faar mulighed for at se nogle af Madagascars mange varierende landskaber en route. 940 km paa hovedvej lyder maaske ikke af meget paa tre uger, men med overfyldte minibusser, stejle, smalle og til tider hullede bjergveje, kan der hurtigt gaa tre uger.

Foerste straekning ville tage os til hoejlandsbyen Antisirabe. Men foerst skulle vi lige kaempe os i gennem horden af ivrige og til tider lettere aggresive billethajer, der husere paa enhver busstation i Afrika og altsaa ogsaa paa Madagascar. naar man har faaet sig en billet, forhaabentligt uden at betale alt for meget overpris, bliver bagagen laesset paa taget af minibussen og man maa saa vente indtil den er fuld (helt fuld) foer den koere.
Det kan godt vaere at det ikke er videre behageligt at sidde kroellet sammen i en minibus i flere timer, men udsigten fejlede ikke noget. Endeloese bakker og bjerge daekket af skov og rismarker. Karakteristiske roede lerklinede huse, der her i hoejlandet har to etager ofte med balkon og vinduer der altid vender mod vest.
Antsirabe er en smuk gammel by, hvor det ene store kolonihus efter det andet ligger omgivet af frodige haver. Der ligger ogsaa et stort statsligt hotel med tilhoerende varme kilder, helt sikkert et feriehit i kolonitiden.
Vi lejede to mountainbikes for at cykle ud til to naerliggende soer. Den foerste er kun 7 km vaek, mens den naeste kraever 14 km paa stejl grusvej. Vi mente godt at vi kunne klare det, saa udrustet med baguetts, oest og vand drog vi afsted. Desvaerre var vores cykler ikke i lige saa god form som vi bildte os ind at vi var. I hvert fald broed min cykel sammen efter soelle 4 km! Selvom der flere steder langs vejen var smaa cyklereperationsskure, var der ingen der lige havde den rette reservedel. Saa vi parkerede cyklerne og begav os afsted til den foerste soe til fods. Vejen gik i gennem et par smaa landsbyer, og i gaatempo har man rig mulighed for at kigge nysgerrigt "over haekken".
Efter en god gaatur frem og tilbage til soen, syntes vi at vi havde fortjent en tre retters menu men vin, endda en lokal "Grand Cru de Antsirabe" til den nette sum af ca. 170 kr - altsaa for mad, vin, kaffe og en Gin & Tonic til mig.

Naeste stop var Fianarantosa (Fianar), som er provisnhovedstad for en provins med mange the og vinmarker. Billethajerne og taxichauffoerne paa busstationen i Fianar er specielt hoejrystede og far doebte dem i den anledning "Indianerne" og det loed faktisk som indianerhyl naar horden omringede ankomne busser eller passagere.
Vi tog en tur til en naerliggende theplantage, hvor vi fik mulighed for at se hvordan theen bliver forarbejdet paa fabrikken, efterfulgt af en gaatur rundt i plantagen. Saa hvis der er nogen der vil vide hvordan man fremstiller the, kan I bare spoerge.

Den gamle bydel i Fianar ligger hoejt haevet over den nye bydel, og er meget charmerende. Da vi gik rundt og kiggede paa de smukke huse og kirker, kom der hele tiden boern i alle aldre op til os. Det er der saadan set ikke noget ualmindeligt i, boern er nysgerrige alle steder i verden. Men her kom vi i et mindre forhoer; hvad hedder du, hvor er du fra, hvor mange dage har du vaeret paa Madagascar og saa videre i den dur. Alt foregik paa et formfuldendt skoleengelsk, hvilket er usaedvanligt isaer fordi Malagassere hovedsageligt er fransktalende. De afsluttede forhoeret med at spoerge om man vil koebe nogle hjemmelavede postkort, saa de kunne koebe kladdehaefter for pengene. Initiativet er saadan set meget godt, men i stedet for at give dem pengene direkte, besluttede jeg mig for at gaa med dem ned og koebe haefterne direkte.
Der startede med at vaere tre unger der gik med mig ned for at koebe kladdehaefter,men inden vi naede den lille butik, var vi omgivet af en horde af unger der alle raabte "Buy one for me". Jeg koebte fem boeger og gav dem til de fem boern der havde vaeret mest hoeflige og venlige inden hysteriet startede.
Jeg skal maaske lige naevne at jeg af princip aldrig giver penge til boern der tigger, da det hurtigt kan blive mere attraktivt at tigge end at gaa i skole - men det er svaert nogle gange naar der staar en moegbeskidt unge med store bedende oejne og hiver dig i toejet.

Nordoest for Fianar ligger nationalparken Ranomafana, som er en park med taet jungel og mange lemur arter. Vi inkvarterede os i et lille guesthouse i den naerliggende landsby og naeste dag fandt vi en guide, eller rettere han fandt os. Vi besluttede os for en seks timers tur, hvor vi baade ville komme igennem sekundaer og primaer skov, og via smalle stier gennem rismarkerne tilbage til landsbyen. Seks timer lyder maaske ikke af meget, men naar man bliver trukket op og ned at stejle og mudrede skraaninger, igennem baekke og taet skov i jagten paa et glimt af lemurer, er det noget der faar sveden til at pible. Vi var heldige, eller vores guide dygtig, i hvert fald fik vi set fire forskellige lemur arter, der i blandt den gyldne bambus lemur, som foerst blev opdaget saa sent som i 1986. Ligesom en meget stor del af resten af Madagascars flora og fauna, er lemurene endemiske. Men det er jo egentligt ikke saa underligt daa oen blev skilt fra det Afrikanske kontinent for mange millioner aar siden. Der har kun vaeret mennesker paa Madagascar de sidste ca. 2000 aar.
Tilbage paa verandaen ved vores vaerlse, opdagede far at han havde faaet uoenskede gaester i hans sko - vi fandt fem igler i en sko!

Naeste stop var i den lille landsby Ranohira. Undervejs skiftede landskabet fra hoejland med uendelige haarnaalesving og stejle stigninger, til flad slette hvor vejen forsvandt lige ud i horisonten, hvilket gjorde koereturene noget kortere. Paa alle busturene var man tvangsindlagt til at hoere chauffoerens yndlings musik eller radio paa fuld styrke. En behagelig afveksling fra daarlig Malagasy pop var da der pludselig loed "Michael Learns To Rock" ud af hoejtalerne. Nogle vil maaske sige at det ikke var et skift til det bedre, men jeg foelte mig jo naermest hensat til teenageaarene, da Jascha Richter havde stort affarvet haar og jeg vist nok syntes at han var lidt laekker.
Efterhaanden som man kommer syd paa og vaek fra hoejlandet, er det ikke landskabet der skifter, menneksene bliver ogsaa mere afrikanske, da stammerne i den sydvestlige del er immegranter fra de Afrikanse kontinent, hvor i mod resten af Madagascars befolkning er kommet fra Malaysia og Indien langs det Indiske Ocean i udriggerkanoer, for et par tusind aar siden.

Ranohira er base for at udforske den naerliggende Isalo Nationalpark, som beskytter de smukke landskaber paa og omkring Isalo massivet, som rejser sig op over den flade slette.
Vi indlogerede os i traditionelle lerhytter hos Momo og hans familie. Momo var tidligere guide og der var ikke graenser for havd han kunne arrangere - en mand der virkelig kender vaerdien af god service.
Naeste dag blev vi udstyret med en guide og en enorm madpakke, foer vi begav os ud paa en dagslang tur. Vi kunne ogsaa have taget en fleredags tur, men efter strabadserne i Ranomafana, var vi lidt nogle kyllinger.
Det viste sig for at det var betydeligt nemmere at vandre her, saa vi kunne nok sagtens have taget en fleredagstur, men den ene dags vandring boed paa fantastiske udsigter fra toppen af massivet ud over klipperne og graessletterne, smalle frodige kloefter med naturlige pools, der var som taget ud af en turistbrochure for paradis. Under fortaering af vores madpakke, fik vi besoeg af hele to forskellige lemur flokke: den ringhalede lemur og den brune lemur. Begge arter var nysgerrige og ivrige efter at stjaele vores mad.
Tilbage hos Momo, noed vi en kold oel med udsigt til solnedgang over Isalo.
Dagen after var der optraek til regn, men vi tog alligevel med Momo til en naerliggende safir mineby for at koebe ind. Byen skulle minde lidt om det vilde vesten, med hurtigt sammenflikkede traehuse og barske maend med skydevaaben. Det kan ogsaa godt vaere at der var et par barske maend eller to, men da himlen aabnede sig, trak selv de ind i ly.

Den sidste straekning mod Toliara blev tilbagelagt i rekordfart, dels fordi vejen fornyligt var blevet asfalteret og dels fordi vores chauffoer bestak sig forbi de talrige vejblokader opsat af politiet. Det foregik ved at politimanden fik rakt en avis ud af vinduet naar han kom op til chauffoernes vindue. Nu kunne man maaske godt tro at chauffoeren havde et bijob som avisbus, men det skulle saa i hvert fald vaere foerste gang jeg har set en politimand laese avis paa disse kanter.

I Toliara fik vi bekraeftet fars flybilleter til dk og koebt billetter retur til Tana med Air Madagascar, populaert kaldt Air mad, inden vi ombord paa ladet af en Peugeot Pickup tilbagelagde de sidste 27 km mod Ifaty, som er en lille fiskelandsby med eftertragtede strande. De 27 km tog det meste af et par timer, ikke fordi vi stoppe en masse gange, men simpelthen fordi vejen, hovedsageligt bestaaende af sand, var en perleraekke af store og smaa huller, som chauffoeren endten forsoegte at koere uden om eller igennem. Jeg undrede mig over at de ikke udleverede nyrebaelter ved ombordstigning.

Men hvad betyder det med et par timers bumpetur naar man efterfoelgende kan slaenge sig paa en strandstol, tage en koelig dukkert og nyde en kold oel mens man ser solen gaar ned. Vi boede i en bungalow direkte paa stranden, som er beskyttet mod store boelger af et rev fem km ude. Naar vi ville have noget at spise kunne vi lige formaa at bevaege vores luksuslegmer et par hundrede meter ned af stranden til en af de laekre restauranter med masser af seafood paa menuen.
Jeg fik genopfrisket mine dykkerkundskaber blandt akvariefisk i stoerrelse XL. Jeg havde et dyk inden for revet og et uden for revet, begge gange saa jeg store maengder af klovne-, zebra- og englefisk. Uden for revet saa jeg en stor stime tun, der jagtede sardiner og et par meget store Napolion groupere (vist nok havabbore paa dansk, men i overstoerrelse).
Bag ved landsbyen var landskabet praeget af toere tornebuske og kaempestore Baobab traer. Vi tog en zebu kaerre (en Zebu er en langhornet ko med en pukkel paa nakken, findes ogsaa i bl.a. Indien) ud for at see naermere paa kaemperne. Og de var virkeligt store, ikke saa meget i hoejden men i deres imponerende tykke stammer. Det stoerste var 14 meter i omkreds og i foelge vores guide flere 1000 aar gammelt. Vi saa og maerkede ogsaa paa den slags trae, som de bruger til deres udrigger kanoer. Det er en meget staerk men forbloeffende let traesort.
Den sidste dag tog vi med to lokale gutter paa tur langs kysten i deres udrigger kano. Vi lagde til ved en lille fiskelandsby, hvor der blev indkoebt friskfanget hummer og fisk som de tilberedte paa stranden. Paa hjemturen blaeste det op, saa vi maatte krydse hele vejen. Far var vist ikke alt for imponeret over deres sejleregenskaber, men hjem kom vi da.

Air Mad bragte os paa fire timer, og overraskende komfortabelt, tilbage til udgangspunktet Tana. Desvaerre havde jeg reddet mig en serioes omgang diarre med mavekramper (en af de mindre glamouroese sider af rejselivet), saa jeg var ikke videre selskabelig de sidste par dage inden far skulle hjem. Men jeg fik ham da sendt afsted og med en lille klump i halsen. Nej, hjemveen har ikke meldt sig, men efter tre selskabelige uger, hvor jeg har drukket mere oel end paa hele resten af turen, var det da lidt vemodigt at sige farvel - Tak for turen far :o)

Jeg selv besluttede at aendre min flybillet, saa jeg floej tilbage til Johannesburg to dage senere, i stedet for at vente de ti dage som oprindeliget var planen. Jeg foelte at ti dage var for kort til at se andre dele af Madagascar og saa var jeg mere ivrig efter at komme til laegen i Sydafrika end paa Madagascar.
Og det blev neodvendigt at komme til laegen for efter fem dage uden at kunne holde hverken vaadt eller toert i mig, var jeg temmeligt afkraeftet da jeg ankom til Jo'burg. Heldigvis var laegen hurtig til at give mig noget antibiotika og andre piller der kunne bekaempe de uundgaalige Afrikabakterier som vores sarte vestlige maver ikke kan klare. Efter et par dage var jeg naesten paa toppen igen, men mindst et par kilo lettere, i hvert fald haenger bukserne helt nede om hofterne.

Naeste maal er Mozambique, som byder paa kilometervis af hvide sandstrande og fantastisk dykning. Saa naar jeg skriver igen haaber jeg, at jeg har svoemmet ansigt til ansigt med hvalhajer og Manta rokker.