Mozambique; Mantas, en Maasai og mig

Hola!

Saa er jeg ankommet til Mozambique. En portugisisk koloni indtil 1975, hvorefter mange aars borgerkrig efterfulgt af et kommunistisk styre haergede landet. I dag er Mozambique paa vej op, og med mere end 2500 km kyst har landet et kaempe turistpotentiale. Selvom der har vaeret fred i landet i en del aar nu, saa er det stadig almindeligt at se folk vinke med begge haender, et levn fra krigsaarene, hvor det at vinke med begge haender over hovedet viste at man ikke havde vaaben paa sig!

Efter en begivenhedrig bustur fra Jo'burg til Maputo - en lang historie kort: Blev smidt af bussen kl. 03 i Neelspruit, en lille by i Sydafrika en route til Mozambique, fordi vi (jeg fulgtes med en canadisk pige) ikke havde visum til Mozambique paa forhaand. Endte med at sove et par timer i en hotellobby og et par timer paa gaden foran busselskabets kontor, mens min rejsemakker kastede op i straaler pga. madforgiftning fra en restaurant i Jo'burg. Behoever jeg at sige at vi var en lille smule groggy da vi mere end 15 timer senere end planlagt ankom til Maputo.
Brugte de foelgende dage paa at vandre rundt i byen, nyde de brede fortove (ren luksus i Afrika) og den gode is. Jeg blev klippet og fik vasket haaret grundigt (hvor civiliseret!), saa et par interessante museer, selvom det meste var paa portugisisk. Tog paa fiskemarkedet, hvor man selv koeber hvad man vil spise og derefter faar en af de naerliggende restauranter til at tilberedeberede maden. Fik krabbe og hummer i hvidloeg og limesmoer MUMS...
Den sidste aften i Maputo tog jeg sammen med et par andre backpackere til en koncert med en musik/danse gruppe kaldet Timbila Muzimba. Det var naesten tre timer med energiske rytmer, vild dans og fuld gang i publikum, som flere gange kravlede op paa scenen og dansede med. Hvis jeg har sagt det foer, saa siger jeg det lige igen: afrikanere elsker at danse, og som en australsk fyr sagde mens hans oejne var faestnet paa et par af de kvindelige danseres numser "man they know how to shake their booties".

Fra Maputo tager de fleste backpackere direkte nordpaa til strandene i det centrale Mozambique, og der gaar oven i koebet backpacker busser direkte til de meste populaere steder. Men jeg havde laeste at der faktisk gaar et tog fra Maputo (hvis det ikke er afsporet eller af andre frunde ikke virker) saa jeg stoevede en soevnig stationsforstander op paa banegaarden i Maputo og fandt ud af at der faktisk var et tog naeste morgen. Det gik godt nok overhovedet ikke i retningen af strandene mod nordoest, men mod nordvest hvor der ikke er meget at komme efter. Jeg fandt dog et kort med der viste en nationalpark der graenser op til Kruger Nationalpark i Sydafrika.
Jeg besluttede mig for at tage denne "lille" omvej, istedet for at foelge i roeven paa de andre rygsaekke, saa jeg moedte op en times tid foer togafgang dagen efter, koebte billet for en latterlig lav pris, satte mig i min kupe og ventede og ventede og endelig fire timer senere begyndte vi langsomt at rulle vaek fra stationen. Jeg havde kupeen for mig selv, men var langt fra overladt til mit eget selskab. Det maa vaere rimeligt sjaeldent at der er hvide med toget, for ca. hver andet minut var der en konduktoer der lige skulle tjekke om jeg var ok, eller tilbyde mig noget af deres mad, eller forsoege at laese mine boeger selvom deres engelsk var naesten ikke eksisterende. Op af eftermiddagen da nyhedens interesse havde fortaget sig, kunne jeg i fred og ro se paa livet i de smaa landsbyer vi rullede forbi. Naar toget stoppede og det gjorde det tit, koebte jeg bananer, ananas eller broed fra en af de mange saelgere der flokkes om toget.
Vi skulle efter planen ankomme omkring kl. 19 til byen Chokwe, hvor toget vender om og koere tilbage. Men paa grund af forsinkelsen fra Maputo og et paa forlaengede stop undervejs var det naesten midnat inden vi stoppede i Chokwe. Konduktoeren sagde at der ikke var noget sted at overnatte i byen, men at jeg kunne sove i toget indtil det koeret tilbage kl. 04. Saa jeg fik et par timers soevn i toget og inden det koerte tilbage soergede konduktoeren saamen for at jeg fik et hjoerne med en sivmaatte i stationsforstanderens hus - det kan man da kalde service.

Hen paa morgenen, efter at jeg var blevet tilbudt the og broed, fulgte stationsforstanderen mig til en minibus, der koerte mod en landsby naer nationalparken. Jeg havde laeste om en lejr i naerheden af parken, som var en del af et landsbyprojekt stoettet af en europaeisk udviklingsorganisation. Det loed meget godt med overnatning i telt, lokalmad, baal om aftenen og ture ind i nationalparken. Da jeg efter en tre timers meget stoevet minibustur og et paa kilometers vandring ad en sandet sti ankom til lejren, var de noget overraskede over at se mig, men de fik da rejst et telt og arrangeret noget mad. Da jeg senere skrev mig ind i gaestebogen, forstod jeg bedre hvorfor de var en smule overraskede; det var mere end en maaned siden der sidst havde vaeret nogen gaester i lejren - men hvem fanden finder ogsaa paa at tage til det meste stoevede hjoerne af Mozambique, naar der er et utal af lange hvide sandstrande i den modsatte side af landet...!
Paa grund af de faa besoegende i lejren var der skaaret meget ned paa udbudet af aktiviteter, eller sagt paa en anden maade; der var ikke noget udbud. Men hvad goer det naar man har sit eget lille telt med udsigt over en bred flod og flade sletter. Floden hedder Elefantfloden, men det er laenge siden at sultne soldater spiste den sidste elefant, saa nu er der kun krokodillerne tilbage. Jeg saa dog ingen under mine vandringer langs floden.

Efter et par dage i dejlig stilhed, fik jeg et lift til den naermeste landsby og tog derfra diverse minibusser mod oest til kysten og nordpaa til Tofo, som er en af de mest populaere kyststraekninger i Mozambique. Jeg frygtede lidt at der ville vaere meget turistet, men heldigvis er masseturismen langt fra naet til Tofo. Jeg parkerede rygsaekken paa Bamboozi Beach Lodge, et herligt afslappet sted mellem palmer og klitter. Alle bygninger er lavet af naturlige materialer: trae, bambus og straa og fra resaturanten paa toppen af en klit kan man se hele bugten.
Ud for kysten ligger der flere gode dykkersites saa jeg skulle selvfoelgelig have et par dyk i de dage jeg havde regnet med at vaere der - Det endte med at jeg blev haengende i 10 dage, tog mit Advanced dykkercertifikat og havde meget meget svaert ved at faa taget mig sammen til at komme videre. Man staar op om morgenen, tager bikinien paa, spiser morgenmad med udsigt til sol og strand, goer klar til dykning, sejler ud til dagens dykkesite og bobler rundt en halv til en hel time. Naar man kommer tilbage er det tid til frokost og det kan vaere svaert at vaelge mellem alt det laekre seafood. Om eftermiddagen daser man paa stranden eller tager endnu et dyk, gaar en tur langs stranden, inden det er tid til at nyde solnedgangen med en koelig oel og derefter mere laekkert seafood (og flere oel).

Paa flere af dykkene var vi heldige at se store Manta Rays (rokker der kan blive 5-6 meter fra vingespids til vingespids), og en hel masse andre store og smaa farverige fisk samt en enkelt havskilpadde. Mantaerne svaever grascioest gennem vandet, som en slags havets ufoer - et fantastisk syn.
Flere gange blev haj-tegnet givet, men det lykkedes altid hajerne at forsvinde inden jeg fik set dem. Heldigvis er kysten ud for Tofo en af de mest sikre steder for hvalhaj spotting, saa hvis hajerne ikke vil komme til mig kommer jeg til hajerne. Men det er vilde dyr og der er ingen garantier for at se dem, saa det var med stor spaending at jeg tog paa hvalhaj safari.
Foerste dag havde vi ikke heldet med os og efter to timer i boelgerne, opgav vi forsoeget. Naeste dag cruisede vi igen rundt med baaden i det der kaldes "Whaleshark Alley". Der var naesten gaaet to timer og jeg havde allerede lagt mine finner og maske vaek, der der pludselig blev sagt "Whaleshark on the left". Alle fik hurtigt maske, finner og snorkel paa og gled forsigtigt ned i vandet for ikke at skraemme den vaek. Jeg havde mit kamera med, og naede knap nok at faa det taendt foer en 5,5 m lang hvalhaj kom direkte i mod mig! Det er maaske paa tide at naevne at hvalhajer, er hajer der opfoere sig som hvaler. Det vil sige at de lever af plankton og har ingen interesse i at spise strandsild! Det blev kun til et par intense minutter og en masse fotos, inden den igen dykkede ned i dybet, men det var alle fire timers soegen vaerd.

Da jeg endelig fik taget mig sammen til at spaende pengebaltet paa igen og pakke rygsaekken "efter ferien", begav jeg mig laengere nordpaa mod byen Vilankulo. Byen ligger ud for Bazaruto oegruppen, hvor man kan sejle rundt blandt smaa ubeboede oer og snorkle langs et koralrev.
I starten af Marts blev byen og oerne ramt af en kraftig tropisk cyklon, som gjorde en del skade, samt gjorde mange mennesker hjemloese. En del er allerede blevet genopbygget og de forskellige hoteller og hostels er genaabnet, men overalt i byen kan man se skaderne fra cyklonen.
Sammen med Noel, en irsk gut jeg havde fulgtes med siden Tofo, arrangerede vi en dagstur ud til en af oerne med en Dhow (Swahili ord for lille trae sejlbaad), hvor der var mulighed for at dykke langs et rev der udgjorde hele sydsiden af oen. Igen masser af farverige fisk og en del koraller i turkisblaat vand. Vi fik en laekker seafood frokost med friskfangede fisk og krabber tilberedt direkte paa stranden, inden vi sejlede med tidevandet tilbage mod fastlandet.

Da der ikke var lang tid tilbage paa mit visum, tog jeg sammen med Noel en tidlig morgenbus (kl. 04.00!) mod nord. Vi ville begge op til Ilha de Mozambique mere end 1000 km laengere mod nord, men kunne kun komme lidt mere end 400 km paa en dag. Saa vi stoppede i byen Chimoio og endte med at blive i tre dage paa Pink Papaya Guesthouse, der virkelig levede op til sit navn. Alt fra koejesengene til kopperne var pink og selv ejeren, britiske Helen, var oftes klaedt i pink. Hendes to pudler havde dog undsluppet den pink malerboette.
Paa Pink Papaya moedte vi Myiere, en Maasai fra Kenya der vandre rundt i Afrika uden pas, for at goere opmaerksom paa Maasaiernes situation (Laes mere om Myiere og hans mission i venster kolonne). Myiere var altid klaedt i Maasaiernes karakteristiske roede taepper og havde altid sit spyd med sig, selv naar han sov. Lidt surrealistisk at ligge i en pink koejeseng, under et pink myggenet med en bevaebnet Maasai i sengen ved siden af! Jeg foelte mig jo naesten som Den hvide Maasai, altsaa lige bortset fra at jeg ikke forelskede mig haabloest i ham :o)

En af dagene arrangerede Helen en tur til Gorongosa Nationalpark. Parken er genaabnet sidste aar efter mange aars lukning og med faerre og faerre dyr pga. krybskytteri. Heldigvis er der en rig mand i USA der har doneret en millionmilliard, eller noget i den retning, til genetablering af parken.
Vi koerte afsted i Helens 4x4 udstyret med madkurv og kikkerter. Efter en times koersel loed der en fael lyd fra venstre baghjul og vi koerte ind til siden. Det var ikke som ventet en punktering, men hele daekkets slidbane der havde loesnet sig fra resten af hjulet! Naa pyt, paa med reservehjulet og videre.
Vi kom snart til parken og koeret afsted paa en af ruterne hvor der skulle vaere god mulighed for at se forskellige dyr. Vi saa da ogsaa flere forskellige slags hjorte (Bl.a.Impala og Waterbuck) og bavianer samt Warthogs (Vortsvin), der nok er et af de grimmeste og mest pudsige dyr jeg har set til dato.
Efter en picnic frokost naer en flod, og naer bilen saa vi hurtigt kunne springe ind hvis en af parkens tilbagevaerende loever skulle dukke op, koerte vi videre. Men efter kort tid loed der igen en fael lyd fra venster baghjul - en punktering! Vi havde brugt reservehjulet tidligere og der var 10 km tilbage til indgangen. Vi havde faaet strenge ordre paa ikke at forlade bilen paa grund af loeverne. Hvad goer man saa? Vi besluttede at det var tid til at bruge en livline; ring til en ven. I dette tilfaelde var vennen en af parkens ansatte, som Helen heldigvis havde nummeret paa. Efter en times tid kom han og lappede det punkterede hjul saa vi kunne trille tilbage til indgangen og endda hele vejen hjem til Pink Papaya. Laenge leve mobiltelefonerne. Uden dem ville vi vaere noedt til at vente til, der var nogen der begyndte at savne os!

Efter tre dage paa Pink Papaya og mindre end en uge tilbage paa mit visum, indsaa jeg at det ville vaere umuligt at naa op til det nordlige Mozambique. Saa jeg sagde farvel til Noel og klemte mig sammen i endnu en tidlige morgenbus for at begive mig mod Malawi. 14 timer og diverse overfyldte minibusser senere, godt stoevet, svedig og sulten ankom jeg til Blantyre i det sydlige Malawi. Et bad, mad, en Carlsberg (den foerste i Afrika) og soevn gjorde undervaerker og jeg er nu klar at opleve Malawi.