Ja der skete ting og sager i min sidste uge i landsbyen - her kommer historien om hvordan jeg blev royal...
I alle store og smaa landsbyer i Ghana er der en hoevding (Chief) og en dronningemoder (Queen Mama). De to er fra forskellige familier men er ikke gift med hinanden. Hoevdingen er den overste i aeldreraadet og dermed den overste mndighed i landsbyen. Aeldreraadet bestaar kun af maend, saa hvis kvinderne vil have noget taget op i aeldreraadet skal de gaa igennem dronningen, som saa taler kvindernes sag.
Man udvaelges til hoevding eller dronning, men det er kun personer fra bestemte familier der kan komme i betragtning til disse aerefulde hverv, saa da jeg hoerte at der skulle udraabes en ny dronning i landsbyen, var jeg selvfoelgelig meget interesseret i at vaere med til cermonien. Foerste del af cermonien skulle foregaa naeste morgen (paaske loerdag), saa jeg var klar kl. 05 og ventede paa at James, min "assisent", skulle komme og hente mig og tage mig med til det hus hvor den kommende dronning bor. Dagen foer kunne han ikke afsloere hvem der skulle vaere den nye dronning, personen maa nemlig ikke vide det selv.
Jeg ventede laenge, men endelig kom James og da han foerte mig ud i husets stoerste rum sad der en masse mennesker, der i blandt hoevdingen og dronningen, alle smilede meget hemmelighedsfulde - hmm... taenkte jeg, der er et eller andet lusket her og det viste sig da ogsaa snart for, at jeg i stedet for at vaere tilskuer til cermonien skulle vaere midtpunkt; Aeldreraadet havde besluttet at udraabe mig til "Dronning af Udvikling i Hodzo Achianse". Det blev annonceret meget hoejtideligt af hoevdingen som ogsaa holdt en tale til mig, derefter kastede kvinderne hvidt pulver paa mig og alle sang og dansede. Jeg var selvfoelgelig meget beaeret og noget overrumblet. Dagen efter skulle cermonien fortsaette med en troningscermoni og faelles gudstjeneste for landsbyens tre kirker, hvor det officielt skulle annonceret for landsbyen at jeg var blevet udraabt til dronning, samt hvad mit nye dronningenavn ville vaere.
Naeste morgen fik jeg overrakt en meget smuk udskaaret tronstol, som nu tilhoerte Mama Dunyo, hvilket betyder "Dronning af gode nyheder" paa det lokale sporg ewe. Jeg fik ogsaa udpeget en tronfar og tronmor, som fremover har til opgave at passe paa mig og tronen - ikke nogen nem opgave afstanden til Danmark taget i betragtning!
Efter morgenmaden og et royalt hvil (det er haardt at vaere dronning hi hi...) blev jeg foert til min husholderskes hus, hvor jeg blev iklaedt mit nye dronninge toej; mange meter vaevede klaeder der blev viklet rundt om mig, samt en masse halskaeder, armbaand og speciallavede sandaler. Derefter blev jeg foert i procession gennem landsbyen, foerst til hoevdingens hus og derefter til moedepladsen hvor cermonien/gudstjenesten skulle foregaa. Mit foelge bestod bl.a. af to unge piger iklaedt traditionelt toej, den ene bar min tronstol paa hoevedet og den anden en stor balje med diverse dyre stoffer og madvare som skal vise forfaedrene hvor betydningsfuld den nye dronning er.
Der blev bedt boenner, sunget og danset, doneret penge og holdt taler i tre timer. Det var temmeligt varmt og ubehageligt i alt det toej, men jeg maatte jo tage det som en dronning og fortsaette med at smile og vinke (Jeg forstaar hvordan du har det Mary!). Det blev ogsaa annonceret at jeg skulle holde en tale for landsbyen, saa jeg maatte jo lige improvisere, men fortalte selvfoelgelig at jeg var meget stolt og beaeret over at de havde udraabt mig til dronning og at jeg ville goere mit bedste for at leve op til mit nye hverv selv naar jeg er tilbage i Danmark.
Dagen efter var jeg aeresgaest ved et stort paaskearrangement for de fire landsbyer i omraadet. Jeg havde faaet syet en nederdel og top i noget afrikansk stof og det var et rigtigt hit, at jeg havde intrigreret mig paa den maade.
Jeg blev placeret mellem det der svare til det lokale byraadsmedlem og et parlementsmedlem. Parlementsmedlemmet Mr. Nkfourh var en meget beleven mand og ville vide hvad min holdning var til emner som udviklingsbistand, Vestens politik overfor Afrika og andre relaterede emner. Da han skulle videre til et andet arrangement, inviterede han mig paa middag dagen efter, da han gerne ville diskutere videre og hoere mere om det projekt jeg arbejde med i landsbyen.
Saa tirsdag efter at jeg havde forsoegt at faerdiggoere ting paa kontorets computer, hvilket ikke lykkedes pga. en af de utallige stroemafbrydelser, blev jeg hentet i en stor sort bil og saa spiste jeg ellers middag med Mr. Nkfourh i hans private restaurant i Ho. Jeg talte selvfoelgelig varmt for bageri projektet i landsbyen, da det er ret vigigt at have stoette fra en mand som ham, der kan traekke i de rigtige traade og kender de rigtige mennesker.
Bagefter blev jeg koert tilbage til landsbyen og selvom det var temmeligt sent, var der flere der kiggede langt efter den store sorte bil som jeg hoppede ud af - det er ikke hverdag at der kommer biler forbi der er nyere end 40 aar!
Torsdag den 12. April var det min foedselsdag og samtidig min sidste dag i landsbyen. Jeg havde annonceret at jeg ville holde en kombineret foedselsdags- og afskedsfest om aftenen og var ret spaendt paa hvor mange mennesker der ville dukke op. Hele dagen kaempede jeg med at blive faerdig paa kontoret i Ho, der var en del rapportering og vurderinger som skulle afsluttes. Men jeg fik da ogsaa lige tid til at snakke med min familie, som alle ringede og oenskede tillykke.
Om aftenen blev der stillet op til fest foran det hus hvor jeg boede. Baenke og stole blev slaebt til og jeg anrettede et bord med kiks, slik, vandmelon og saftevand til de fremmoedte. To af de unge fyre hentede deres stereoanlaeg og saa blev der ellers spillet afrikansk musik. Hen ad otte tiden var der omkring 100 mennesker moedt op saa den officielle del af programmet - ja, de havde selvfoelgelig lavet et helt program med taler, gaveoverraekkelse og selvfoelgelig ogsaa lige et par boenner, kunne gaa i gang.Det var meget roerende; hoevdingen holdt en meget fin og personlig tale til mig, jeg fik overrakt seks meget flotte traemasker og en flere vaevede klaeder med tekster broderet paa. Jeg holdt ogsaa en lang tale (denne gang havde jeg forberedt mig) hvor jeg takkede de forskellige og understregede hvor vigtig det var at alla i landsbyen bakker op om projektet hvis det skal lykkedes. Det er en tradition at vaerten giver aeldreraadet en flaske gin eller snaps, saa jeg overrakte meget hoejtideligt en flaske snaps til den aeldste. Efterfoelgende var der dans til langt efter den normale sengetid, jeg morede mig kongeligt og kunne ikke have oensket mig en bedre foedselsdag.
Dagen efter var det tid til at pakke sammen og sige farvel til alle. Jeg havde koebt gaver til alle dem jeg havde arbejdet med og som havde hjulpet mig, hvilket de blev oven ud lykkelige for, selvom det bare var smaa erkendeligheder.
Endelig kom taxien og min rygsaek samt en kaempe kasse med min trone og alle de andre gaver blev laesset ind. Der ud over masede der sig otte mennesker ind, som alle ville foelge mig til Ho og soerge for at jeg kom godt afsted med bussen til Accra.
Det var naesten med taare i ojenene at jeg vinkede farvel til dem da bussen koerte. Det er sjaledent at man oplever en saa ubegraenset gaestfrihed og saa mange elskelige mennesker, der alle forsikrede mig om at jeg altid ville have et hjem i Hodzo Achianse at komme tilbage til.
I Accra tog jeg direkte til DHL, dels for at hente en foedselsdags pakke fra min mor og dels for at forhoere mig om priser for at faa sendt min kaempe kasse hjem til Danmark. Jeg havde regnet med at den kunne komme med et skib, men saa skulle jeg koebe en hel container, det "billigeste" var at faa den sendt til Kastrup, hvor den saa skal afhentes.
Foedselsdags pakken fra min mor indeholdt bl.a. en masse danske sladder blade, tre daaser leverposej og to poser familie guf, saa da jeg havde tjekket ind paa et hotel holdt jeg min eget lille private danske foedselsdags fest.
En dag paa stranden og en dag med at ordne praktiske ting omkring forsendelsen af pakken, og saa var det pludselig tid til at skulle i lufthavnen.
Jeg reddede mig en forkoelse paa flyet, saa mit doegn i Johannesburg blev brugt paa at ligge under dynen og faa shoppet nogle af de ting jeg efterhaanden var loebet toer for.
Onsdag den 18. april hoppede jeg paa flyet til Madagascar. Jeg glaedede mig selvfolegelig til at opleve Madagascar men mest til at se min far, som ville ankomme senere samme dag.
Mere om Madagascar og gensynet med farmand senere...
Monday, 23 April 2007
Friday, 6 April 2007
Frivillig i Ghana
Mange har spurgt hvad det egentlig er jeg gaar og laver som frivillig, saa her kommer en beskrivelse af mit arbejde og mit "hjem" i Ghana:
Landsbyen jeg bor i hedder Hodzo Achianse og ligger ca. 15 km oest for provinshovedstaden Ho, i Ghanas oestelige provins: Volta. Der er omkring 5-7 km til graensen mellem Ghana og Togo, som jeg flere gange har cyklet til paa en af mine morgen cykelture. Selvom der ikke er nogen officiel graenseovergang er der en livlig handel over graensen, jeg har dog paent holdt mig paa min side, da jeg ikke skal risikere at loebe ind i en emsig graensekontrolloer.
Landsbyen har ca. 180 voksne indbyggere samt et ukendt antal boern, 3 kirkesamfund, en halv faerdig boernehaveklasse bygning, en intermistisk bar (med landsbyens eneste koeleskab), 3 vandpumper og ikke meget andet.
De fleste i landsbyen er boender, der dyrker ananas, bananer, appelsiner, kokosnoedder, casava, majs og soya paa de omkringliggende marker. Afgroederne bliver solgt paa markedet i Ho, for at kunne koebe andre vare, eller brugt til eget forbrug.
Husene er enten bygget af cement eller ler og alle har blik tag. Ind i mellem husene, som hovedsageligt bliver brugt som sove- og opbevaringsrum da det meste liv foregaar udendoers, er der smaa "koekken-hytter" af straa og bambus, hvor alt madlavning foregaar. Toiletterne ligger i udkanten af landsbyen, og er huller i jorden med afskaermning af straa eller bambus.
Mit vaerlse er i landsbyens stoerste og bedste hus, hvor koekkenet oven i koebet ligger inde i huset. Jeg har et paent stort vaerlese, en seng med myggenet, et skrivebord og et lille sengebord samt et par stole. Mit privat toilet ligger ca. 40 meter fra huset, saa man skal huske at komme afsted i god tid!
Badning foregaar udendoers bag en cement mur. Det er tankevaekkende at jeg kan blive ren med en 20 liter vand selv naar jeg vasker haar, naar man ved at et gennemsnits brusebad i Danmark tager ca. 100 liter vand! Vandet skal hentes fra en af de tre faelles broende i landsbyen, og jeg har forsoegt at laere at balancere min spand med vand paa hovedet, som de lokale goer med den stoerste selvfoelgelighed - det er nok cirka lige saa svaert at laere, som at laere en voksne at koere paa cykel.
Min landsby har baade elektricitet og vand, hvilket ikke er en selvfoelgelighed. I mange landsbyer skal man hente vandet fra broende eller baekke helt op til en times gang fra landsbyen. Proev lige at gaa med en balje med 40-50 liter vand paa hovedet, i en time i stegende hede... og det skal goeres tre gange om dagen!
Generelt er alle i landsbyen utroligt venlige og gaestfrie. Da jeg ankom til landsbyen blev jeg naermest valetet bag over af ivrige landsbybeboere der ville hilse paa mig. Jeg blev derefter foert i procession gennem landsbyen med hele det syngende kirkekor foran mig, til moedepladsen hvor landsbyens hoevding og hele aeldre raadet sad til skue for at modtage mig. I den efterfoelgende tale blev jeg ikke mindre end 5 gange tituleret "Hoejtaerede Mia"!
Daglig kommer der landsbybeboere forbi mit vaerlse for at hoere til mit velbefindende eller for at give mig nogle af deres afgroedre. Saa jeg har rigeligt af bananer, appelsiner, honning og ananas, men tilgengaeld ikke saa meget privat liv. Boernene er selvfoelgelig ogsaa nysgerrige og jeg hoere dem tit pusle under mit vindue, for at loebe grinene vaek naar jeg afsloere dem.
Jeg arbejder for en amerikanske organisation der hedder BRIDGE (Building Rural Institutions that Develop Grassroots social-Entrepreneurs). Loest oversat betyder det noget i retning af: Opbygning af institutioner i landelige omraader, der udvikler graesrods ivaerksaettere. Deres maal er at saette de lokale i stand til at styre og ivaerksaette deres egen udvikling. Det er saa her jeg kommer ind i billedet, da jeg skal laere en gruppe af landsbyens beboere (7 personer) hvordan man saetter ting i gang og faar dem gennemfoert. Mere praktisk bestaar arbejdet i at holde moeder med gruppen, laere dem at bruge en computer, skrive og holde styr paa referater og andre dokumenter, samt hvordan man dokumentere deres hidtidige arbejde og faar det formidlet videre til potientielle fonde i fondsansoegninger.
Da min landsby tidligere har haft succes med at soege fonde, hvilket bl.a. har resulteret i at de nu har en hel del bistader og et hus hvor de kan forarbejde honningen til videresalg, og altsaa ikke har helt saa meget brug for at laere den del af processen, har jeg brugt meget tid paa at tage gruppen igennem en struktureret process, hvor vi har identificeret og defineret de problemer der er i landsbyen, hvordan vi kan loese dem og hvilke problemer der er vigtigst og realistiske at loese foerst. Det lyder maaske alt sammen meget logisk, men at diskutere og vurdere fordel og ulemper er ikke noget de har gjort meget i foer, der bliver bare taget en beslutning og saa foelger alle trop uden at stille saa mange spoergsmaal.
Gruppen har generelt vaeret utroligt entusiastiske og har taget godt i mod mine for dem meget anderledes metoder. Det har vaeret lidt af en kamp at faa dem til at taenke i andre baner end landbruget, og i det hele taget faa dem til at have en struktureret dialog omkring deres problemer. Men det er utroligt fedt naar det lykkedes og der pludselig gaar et lys op for dem og de forstaa meningen med de metoder jeg har udsat dem for.
Vi har bl.a. arbejdet med tidslinier, SWOT og Mind Map og vi er nu kommet frem til at de skal forsoege at etablere et bageri i landsbyen (Ja, man er vel ikke bagerdatter for ingenting), og saa levere broedet ud til de omkringliggende landsbyer, da man pt. skal ind til Ho for at faa fat i broed, hvilket ofte goer det til en mangelvare. Derfor arbejder vi nu paa et budget og en fondsansoegning, som de kan bruge til at soege fonde til projektet.
Jeg har tre gange haft to af gruppens medlemmer med ind til kontoret i Ho, hvor jeg ha forsoegt at laere dem at bruge en computer. Det var ret underholdende at se dem sidde foran en computer for foerste gang, der var naermest aeresfrygt i oejenene paa dem. Det gaar ret langsomt med at laere det, fordi vi kun har haft mulighed for at komme afsted en gang om ugen, men i dag fik jeg oprettet en e-mail adresse til dem og fik dem laert at logge sende og modtage e-mails - stort!
Som jeg har fortalt tidligere er tro en stor ting her i Ghana, og alle landsbyboerne gaar da ogsaa i kirke minimum en gang om ugen. At jeg ikke tror paa gud og derfor ikke er medlem af en kirke, kan de naesten ikke forholde sig til og jeg tror faktisk at de har ondt af mig.
Den foerste soendag jeg var i landbyen, fik de mig overtalt til at gaa med i den katolske kirke (cementgulv med straatag, ingen vaegge), hvor der ud over de kendte praedikner ogsaa var kor sang og dans med indlagt afrikanske trommer - temmeligt meget mere festligt end orgelspil og skoensang i de danske kirker. Paaske mandag skal jeg deltage i den traditionelle paaske picnic med nabolandsbyerne, og der er helt sikker ogsaa indlagt en boen eller to, saa jeg ender jo med at blive helt frelst :o)
Torsdag hvor det er min foedselsdag og sidste dag i landsbyen, har jeg annonceret at der skal holdes en lille afskeds- og foedselsdagsfest, men jeg ved endnu ikke hvad jeg skal traktere med for det er nok lige i overkanten at skulle foede hele landsbyen med aftensmad. Det bliver sikkert noget med sodavand, frugt og slik og saa kan jeg nok forvente en enkelt faellesboen eller to...
Landsbyen jeg bor i hedder Hodzo Achianse og ligger ca. 15 km oest for provinshovedstaden Ho, i Ghanas oestelige provins: Volta. Der er omkring 5-7 km til graensen mellem Ghana og Togo, som jeg flere gange har cyklet til paa en af mine morgen cykelture. Selvom der ikke er nogen officiel graenseovergang er der en livlig handel over graensen, jeg har dog paent holdt mig paa min side, da jeg ikke skal risikere at loebe ind i en emsig graensekontrolloer.
Landsbyen har ca. 180 voksne indbyggere samt et ukendt antal boern, 3 kirkesamfund, en halv faerdig boernehaveklasse bygning, en intermistisk bar (med landsbyens eneste koeleskab), 3 vandpumper og ikke meget andet.
De fleste i landsbyen er boender, der dyrker ananas, bananer, appelsiner, kokosnoedder, casava, majs og soya paa de omkringliggende marker. Afgroederne bliver solgt paa markedet i Ho, for at kunne koebe andre vare, eller brugt til eget forbrug.
Husene er enten bygget af cement eller ler og alle har blik tag. Ind i mellem husene, som hovedsageligt bliver brugt som sove- og opbevaringsrum da det meste liv foregaar udendoers, er der smaa "koekken-hytter" af straa og bambus, hvor alt madlavning foregaar. Toiletterne ligger i udkanten af landsbyen, og er huller i jorden med afskaermning af straa eller bambus.
Mit vaerlse er i landsbyens stoerste og bedste hus, hvor koekkenet oven i koebet ligger inde i huset. Jeg har et paent stort vaerlese, en seng med myggenet, et skrivebord og et lille sengebord samt et par stole. Mit privat toilet ligger ca. 40 meter fra huset, saa man skal huske at komme afsted i god tid!
Badning foregaar udendoers bag en cement mur. Det er tankevaekkende at jeg kan blive ren med en 20 liter vand selv naar jeg vasker haar, naar man ved at et gennemsnits brusebad i Danmark tager ca. 100 liter vand! Vandet skal hentes fra en af de tre faelles broende i landsbyen, og jeg har forsoegt at laere at balancere min spand med vand paa hovedet, som de lokale goer med den stoerste selvfoelgelighed - det er nok cirka lige saa svaert at laere, som at laere en voksne at koere paa cykel.
Min landsby har baade elektricitet og vand, hvilket ikke er en selvfoelgelighed. I mange landsbyer skal man hente vandet fra broende eller baekke helt op til en times gang fra landsbyen. Proev lige at gaa med en balje med 40-50 liter vand paa hovedet, i en time i stegende hede... og det skal goeres tre gange om dagen!
Generelt er alle i landsbyen utroligt venlige og gaestfrie. Da jeg ankom til landsbyen blev jeg naermest valetet bag over af ivrige landsbybeboere der ville hilse paa mig. Jeg blev derefter foert i procession gennem landsbyen med hele det syngende kirkekor foran mig, til moedepladsen hvor landsbyens hoevding og hele aeldre raadet sad til skue for at modtage mig. I den efterfoelgende tale blev jeg ikke mindre end 5 gange tituleret "Hoejtaerede Mia"!
Daglig kommer der landsbybeboere forbi mit vaerlse for at hoere til mit velbefindende eller for at give mig nogle af deres afgroedre. Saa jeg har rigeligt af bananer, appelsiner, honning og ananas, men tilgengaeld ikke saa meget privat liv. Boernene er selvfoelgelig ogsaa nysgerrige og jeg hoere dem tit pusle under mit vindue, for at loebe grinene vaek naar jeg afsloere dem.
Jeg arbejder for en amerikanske organisation der hedder BRIDGE (Building Rural Institutions that Develop Grassroots social-Entrepreneurs). Loest oversat betyder det noget i retning af: Opbygning af institutioner i landelige omraader, der udvikler graesrods ivaerksaettere. Deres maal er at saette de lokale i stand til at styre og ivaerksaette deres egen udvikling. Det er saa her jeg kommer ind i billedet, da jeg skal laere en gruppe af landsbyens beboere (7 personer) hvordan man saetter ting i gang og faar dem gennemfoert. Mere praktisk bestaar arbejdet i at holde moeder med gruppen, laere dem at bruge en computer, skrive og holde styr paa referater og andre dokumenter, samt hvordan man dokumentere deres hidtidige arbejde og faar det formidlet videre til potientielle fonde i fondsansoegninger.
Da min landsby tidligere har haft succes med at soege fonde, hvilket bl.a. har resulteret i at de nu har en hel del bistader og et hus hvor de kan forarbejde honningen til videresalg, og altsaa ikke har helt saa meget brug for at laere den del af processen, har jeg brugt meget tid paa at tage gruppen igennem en struktureret process, hvor vi har identificeret og defineret de problemer der er i landsbyen, hvordan vi kan loese dem og hvilke problemer der er vigtigst og realistiske at loese foerst. Det lyder maaske alt sammen meget logisk, men at diskutere og vurdere fordel og ulemper er ikke noget de har gjort meget i foer, der bliver bare taget en beslutning og saa foelger alle trop uden at stille saa mange spoergsmaal.
Gruppen har generelt vaeret utroligt entusiastiske og har taget godt i mod mine for dem meget anderledes metoder. Det har vaeret lidt af en kamp at faa dem til at taenke i andre baner end landbruget, og i det hele taget faa dem til at have en struktureret dialog omkring deres problemer. Men det er utroligt fedt naar det lykkedes og der pludselig gaar et lys op for dem og de forstaa meningen med de metoder jeg har udsat dem for.
Vi har bl.a. arbejdet med tidslinier, SWOT og Mind Map og vi er nu kommet frem til at de skal forsoege at etablere et bageri i landsbyen (Ja, man er vel ikke bagerdatter for ingenting), og saa levere broedet ud til de omkringliggende landsbyer, da man pt. skal ind til Ho for at faa fat i broed, hvilket ofte goer det til en mangelvare. Derfor arbejder vi nu paa et budget og en fondsansoegning, som de kan bruge til at soege fonde til projektet.
Jeg har tre gange haft to af gruppens medlemmer med ind til kontoret i Ho, hvor jeg ha forsoegt at laere dem at bruge en computer. Det var ret underholdende at se dem sidde foran en computer for foerste gang, der var naermest aeresfrygt i oejenene paa dem. Det gaar ret langsomt med at laere det, fordi vi kun har haft mulighed for at komme afsted en gang om ugen, men i dag fik jeg oprettet en e-mail adresse til dem og fik dem laert at logge sende og modtage e-mails - stort!
Som jeg har fortalt tidligere er tro en stor ting her i Ghana, og alle landsbyboerne gaar da ogsaa i kirke minimum en gang om ugen. At jeg ikke tror paa gud og derfor ikke er medlem af en kirke, kan de naesten ikke forholde sig til og jeg tror faktisk at de har ondt af mig.
Den foerste soendag jeg var i landbyen, fik de mig overtalt til at gaa med i den katolske kirke (cementgulv med straatag, ingen vaegge), hvor der ud over de kendte praedikner ogsaa var kor sang og dans med indlagt afrikanske trommer - temmeligt meget mere festligt end orgelspil og skoensang i de danske kirker. Paaske mandag skal jeg deltage i den traditionelle paaske picnic med nabolandsbyerne, og der er helt sikker ogsaa indlagt en boen eller to, saa jeg ender jo med at blive helt frelst :o)
Torsdag hvor det er min foedselsdag og sidste dag i landsbyen, har jeg annonceret at der skal holdes en lille afskeds- og foedselsdagsfest, men jeg ved endnu ikke hvad jeg skal traktere med for det er nok lige i overkanten at skulle foede hele landsbyen med aftensmad. Det bliver sikkert noget med sodavand, frugt og slik og saa kan jeg nok forvente en enkelt faellesboen eller to...
Tuesday, 3 April 2007
Et skilt paa en facade i Ho... (Lidt paaskeinspiration)
LIVING FAITH WORLD OUTREACH CENTER aka
WINNERS' CHAPEL
GHANA, HO
WINNERS' CHAPEL
GHANA, HO
WORSHIP DAYS
SUNDAYS: Micracle Service 8:00-10:30 am
WEDNESDAYS: Word encounter & communion service 6:00-8:00 pm
FRIDAYS: Faith Clinic 6:00-8:00 pm
For your prayers and counselling needs
call us mondays - fridays 10:00 am - 4:00 pm
HOME OF SIGNS & WONDERS
---------------------------------------------------------------------------------------------
Jamen er det ikke fantastisk... Tro er BIG BUSINESS her :o)
Haaber I kan blive inspireret og komme i den rette paaskestemning.
God Paaske
SUNDAYS: Micracle Service 8:00-10:30 am
WEDNESDAYS: Word encounter & communion service 6:00-8:00 pm
FRIDAYS: Faith Clinic 6:00-8:00 pm
For your prayers and counselling needs
call us mondays - fridays 10:00 am - 4:00 pm
HOME OF SIGNS & WONDERS
---------------------------------------------------------------------------------------------
Jamen er det ikke fantastisk... Tro er BIG BUSINESS her :o)
Haaber I kan blive inspireret og komme i den rette paaskestemning.
God Paaske
Subscribe to:
Posts (Atom)