Frivillig i Ghana

Mange har spurgt hvad det egentlig er jeg gaar og laver som frivillig, saa her kommer en beskrivelse af mit arbejde og mit "hjem" i Ghana:

Landsbyen jeg bor i hedder Hodzo Achianse og ligger ca. 15 km oest for provinshovedstaden Ho, i Ghanas oestelige provins: Volta. Der er omkring 5-7 km til graensen mellem Ghana og Togo, som jeg flere gange har cyklet til paa en af mine morgen cykelture. Selvom der ikke er nogen officiel graenseovergang er der en livlig handel over graensen, jeg har dog paent holdt mig paa min side, da jeg ikke skal risikere at loebe ind i en emsig graensekontrolloer.

Landsbyen har ca. 180 voksne indbyggere samt et ukendt antal boern, 3 kirkesamfund, en halv faerdig boernehaveklasse bygning, en intermistisk bar (med landsbyens eneste koeleskab), 3 vandpumper og ikke meget andet.
De fleste i landsbyen er boender, der dyrker ananas, bananer, appelsiner, kokosnoedder, casava, majs og soya paa de omkringliggende marker. Afgroederne bliver solgt paa markedet i Ho, for at kunne koebe andre vare, eller brugt til eget forbrug.
Husene er enten bygget af cement eller ler og alle har blik tag. Ind i mellem husene, som hovedsageligt bliver brugt som sove- og opbevaringsrum da det meste liv foregaar udendoers, er der smaa "koekken-hytter" af straa og bambus, hvor alt madlavning foregaar. Toiletterne ligger i udkanten af landsbyen, og er huller i jorden med afskaermning af straa eller bambus.
Mit vaerlse er i landsbyens stoerste og bedste hus, hvor koekkenet oven i koebet ligger inde i huset. Jeg har et paent stort vaerlese, en seng med myggenet, et skrivebord og et lille sengebord samt et par stole. Mit privat toilet ligger ca. 40 meter fra huset, saa man skal huske at komme afsted i god tid!
Badning foregaar udendoers bag en cement mur. Det er tankevaekkende at jeg kan blive ren med en 20 liter vand selv naar jeg vasker haar, naar man ved at et gennemsnits brusebad i Danmark tager ca. 100 liter vand! Vandet skal hentes fra en af de tre faelles broende i landsbyen, og jeg har forsoegt at laere at balancere min spand med vand paa hovedet, som de lokale goer med den stoerste selvfoelgelighed - det er nok cirka lige saa svaert at laere, som at laere en voksne at koere paa cykel.
Min landsby har baade elektricitet og vand, hvilket ikke er en selvfoelgelighed. I mange landsbyer skal man hente vandet fra broende eller baekke helt op til en times gang fra landsbyen. Proev lige at gaa med en balje med 40-50 liter vand paa hovedet, i en time i stegende hede... og det skal goeres tre gange om dagen!

Generelt er alle i landsbyen utroligt venlige og gaestfrie. Da jeg ankom til landsbyen blev jeg naermest valetet bag over af ivrige landsbybeboere der ville hilse paa mig. Jeg blev derefter foert i procession gennem landsbyen med hele det syngende kirkekor foran mig, til moedepladsen hvor landsbyens hoevding og hele aeldre raadet sad til skue for at modtage mig. I den efterfoelgende tale blev jeg ikke mindre end 5 gange tituleret "Hoejtaerede Mia"!
Daglig kommer der landsbybeboere forbi mit vaerlse for at hoere til mit velbefindende eller for at give mig nogle af deres afgroedre. Saa jeg har rigeligt af bananer, appelsiner, honning og ananas, men tilgengaeld ikke saa meget privat liv. Boernene er selvfoelgelig ogsaa nysgerrige og jeg hoere dem tit pusle under mit vindue, for at loebe grinene vaek naar jeg afsloere dem.

Jeg arbejder for en amerikanske organisation der hedder BRIDGE (Building Rural Institutions that Develop Grassroots social-Entrepreneurs). Loest oversat betyder det noget i retning af: Opbygning af institutioner i landelige omraader, der udvikler graesrods ivaerksaettere. Deres maal er at saette de lokale i stand til at styre og ivaerksaette deres egen udvikling. Det er saa her jeg kommer ind i billedet, da jeg skal laere en gruppe af landsbyens beboere (7 personer) hvordan man saetter ting i gang og faar dem gennemfoert. Mere praktisk bestaar arbejdet i at holde moeder med gruppen, laere dem at bruge en computer, skrive og holde styr paa referater og andre dokumenter, samt hvordan man dokumentere deres hidtidige arbejde og faar det formidlet videre til potientielle fonde i fondsansoegninger.
Da min landsby tidligere har haft succes med at soege fonde, hvilket bl.a. har resulteret i at de nu har en hel del bistader og et hus hvor de kan forarbejde honningen til videresalg, og altsaa ikke har helt saa meget brug for at laere den del af processen, har jeg brugt meget tid paa at tage gruppen igennem en struktureret process, hvor vi har identificeret og defineret de problemer der er i landsbyen, hvordan vi kan loese dem og hvilke problemer der er vigtigst og realistiske at loese foerst. Det lyder maaske alt sammen meget logisk, men at diskutere og vurdere fordel og ulemper er ikke noget de har gjort meget i foer, der bliver bare taget en beslutning og saa foelger alle trop uden at stille saa mange spoergsmaal.
Gruppen har generelt vaeret utroligt entusiastiske og har taget godt i mod mine for dem meget anderledes metoder. Det har vaeret lidt af en kamp at faa dem til at taenke i andre baner end landbruget, og i det hele taget faa dem til at have en struktureret dialog omkring deres problemer. Men det er utroligt fedt naar det lykkedes og der pludselig gaar et lys op for dem og de forstaa meningen med de metoder jeg har udsat dem for.
Vi har bl.a. arbejdet med tidslinier, SWOT og Mind Map og vi er nu kommet frem til at de skal forsoege at etablere et bageri i landsbyen (Ja, man er vel ikke bagerdatter for ingenting), og saa levere broedet ud til de omkringliggende landsbyer, da man pt. skal ind til Ho for at faa fat i broed, hvilket ofte goer det til en mangelvare. Derfor arbejder vi nu paa et budget og en fondsansoegning, som de kan bruge til at soege fonde til projektet.
Jeg har tre gange haft to af gruppens medlemmer med ind til kontoret i Ho, hvor jeg ha forsoegt at laere dem at bruge en computer. Det var ret underholdende at se dem sidde foran en computer for foerste gang, der var naermest aeresfrygt i oejenene paa dem. Det gaar ret langsomt med at laere det, fordi vi kun har haft mulighed for at komme afsted en gang om ugen, men i dag fik jeg oprettet en e-mail adresse til dem og fik dem laert at logge sende og modtage e-mails - stort!

Som jeg har fortalt tidligere er tro en stor ting her i Ghana, og alle landsbyboerne gaar da ogsaa i kirke minimum en gang om ugen. At jeg ikke tror paa gud og derfor ikke er medlem af en kirke, kan de naesten ikke forholde sig til og jeg tror faktisk at de har ondt af mig.
Den foerste soendag jeg var i landbyen, fik de mig overtalt til at gaa med i den katolske kirke (cementgulv med straatag, ingen vaegge), hvor der ud over de kendte praedikner ogsaa var kor sang og dans med indlagt afrikanske trommer - temmeligt meget mere festligt end orgelspil og skoensang i de danske kirker. Paaske mandag skal jeg deltage i den traditionelle paaske picnic med nabolandsbyerne, og der er helt sikker ogsaa indlagt en boen eller to, saa jeg ender jo med at blive helt frelst :o)

Torsdag hvor det er min foedselsdag og sidste dag i landsbyen, har jeg annonceret at der skal holdes en lille afskeds- og foedselsdagsfest, men jeg ved endnu ikke hvad jeg skal traktere med for det er nok lige i overkanten at skulle foede hele landsbyen med aftensmad. Det bliver sikkert noget med sodavand, frugt og slik og saa kan jeg nok forvente en enkelt faellesboen eller to...