Hej alle
Saa er der igen nyt fra Vestafrika. Jeg har ikke kunnet logge paa bloggen siden jeg er kommet til Ghana, saa derfor er der ikke vaeret aktivitet laenge
Jeg fortsaetter hvor jeg slap sidst, saa skulle det vaere til at foelge med for alle :o)
Efter et par dage i Waga (Burkina Fasos hovedstad), hvor jeg fik ordnet visum til Ghana, noed lidt luksus paa en restaurant med udendoers pool og lejede en cykel saa jeg kunne trille lidt rundt og se paa gadelivet, tog jeg med en direkte bus til byen Kumasi i det centrale Ghana. Det vil naesten vaere at gentage mig selv i det uendelige, men jeg kan alligevel ikke lade vare med at naevne at selvfoelgelig var bussen forsinket og selvfoelgelig tog det laengere tid end planlagt, saa jeg ankom til Kumasi kl. 03.30 om natten (efter 16 timer i stegende hede paa plasticsaeder!). Da jeg var for naerig til at betale for et hotel, naar halvdelen af natten alligevel var gaaet, sov jeg paa en baenk paa busstationen, sammen med en masse andre, som skulle med en af de absurd tidlige busser - hvad er ideen med en busafgang kl. 04? Ok, man slipper for heden i de foerste timer, men faar til gengaeld ikke meget ud af sin skoenhedssoevn!
Kumasi er en livlig handelsby, med et kaempe stort markede, hvor jeg brugte et par timer paa at fare vild i de smaa smalle passager og kigge paa varene og de handlende.
Kumasi er ogsaa hovedsaede for en af Ghanas mest indflydelsesrige kongedoemmer: The Ashanti Kingdom. Selvom Ghana formelt har en demokratisk valgt praesident, har kongerne og specielt Ashanti kongen stor indflydelse paa mange aspekter af livets gang i Ghana. Heldigvis er den nuvaerende Ashanti konge meget vellidt og fremadsynet, saa der er ingen problemer i at samarbejde med Ghanas praesident.
For at laere lidt mere om Ashanti'erne, besoegte jeg et museum, som ligger i en villa englaenderne stillede til raadighed for den forhenvaerende Ashanti konge, da han kom tilbage til Ghana, efter flere aartier i eksil paa Mauritius.
Da jeg var alene, og man kun kunne komme rundt paa en guidet gruppetur, blev jeg sat sammen med en gruppe elever fra en lokal High School. Det viste sig for at blive en ret underholdende tur, da vores meget belevene guide, en aeldre herre, naermest fik mig gift med kongen inden turen var slut (Ashanti kongerne maa have op til 4 koner, men den nuvaerende har kun 1). Da vi sluttede, formanede han eleverne om at vaere flittige, da de var heldige med at vaere i High School, da det bestemt ikke er alle forundt i Ghana. Han brugte saa Danmark som eksempel, og sagde at der gik alle paa universitet - jeg naennede naesten ikke at fortaelle ham at jeg altsaa ikke havde nogen universitetsuddannelse.
Efter et par dage i Kumasi, og med kun en lille uge til at jeg skulle vaere i Ho og begynde mit frivillig-job, syntes jeg det var paa tide at tage til kysten og nyde et par dage paa langs i en strandstol. Fra Kumasi kan man tage en bus til byen Cape Coast paa ca. 5 timer, men da jeg jo er lidt af en tog-noerd, valgte jeg at tage et nattog til en naerliggende by paa kysten og saa videre med minibus til Cape Coast. Toget skulle afgaa kl. 20.30, men der gik selvfoelgelig lige et par timer ekstra og selvfoelgelig tog turen ikke de annoncerede ca. 8 timer, men naermere 15 timer. Men hvad goer det, naar man har sin egen lille kupe med en seng og et aabent vindue til den forbikoerende jungle og smaabyer. Jeg elsker bare den slags togture, det var naesten paa hoejde med baadturen paa Niger - det giver en uforklarlig men fantastisk frihedsfornemmelse og man kan blive helt hoej af det!
I Cape Coast, styrede jeg direkte mod stranden, hvor der skulle vaere en god strandbar, der ogsaa udlejede hytter ved stranden. Desvaerre var alt optaget, saa jeg maatte ty til et andet hotel, hvor de tilgengaeld havde en dejlig tagterrasse med en god lille restaurant og udsigt til solnedgangen. Det blev fejret med en oel i den koelende brise.
Modsat de nordligere liggende lande jeg har besoegt, saa har Ghana et tropisk klima, hvilket betyder at luftfugtigheden ligger omkring 90%, naar det altsaa ikke regner! Med den luftfugtighed, maa man vaenne sig til at drypsvede selv ved den mindste bevaegelse, og skal man lave nogen som helst form for aktiveitet er man gennembloedt i loebet af meget kort tid - det skulle jeg lige bruge nogle dage paa at vaenne mig til.
Mange steder paa Ghanas kyst, kan man fornemme historiens vingesus, da resterne af europaeiske faestningsvaerker ligger spredt langs hele kysten. Det var portugiserne der byggede den foerste borg i 1428, dels som et faestningsvaerk men mest som en handelsstation, Ghana hed tidligere Guldkysten, ikke uden grund. Senere kom englaenderne, hollaenderne, svenskerne og saamen ogsaa danskerne til. Faktisk er det nuvaerende praesidentpalads i Accra bygget af danskere og hedder stadig Christiansborg.
Vi kan dog ikke vaere alt for stolte af vores forfaedre, for hvad der startede som handel med guld og krydderier, forvandlerede sig til handel med mennesker. Man diskutere stadig hvor mange slaver der blev eksporteret fra Afrika, men der er tale om tal mellem 10-25 millioner mennesker, der blev sendt over Atlanten eller til Europa under forfaerdelige vilkaar. Og faestningsvaerknerne, der var konstrueret til at holde folk ude, blev i en periode paa flere hundrede aar, brugt som slavefaengsel og afskibningsstation.
Borgen i Cape Coast, der ogsaa i en kort periode har vaeret paa danske haender, er i dage restaureret og paa en guidet tur kan man faa et grumt indtryk af forholdene for slaverne i de moerke og overfyldt kaelderrum. Et tilhoerende museum giver en masse facts om slavehandlens omfang og grusomhed, og man kan kun krumme taer.
Nu gaar jeg jo generelt og foeler mig langt hjemmefra (paa den gode maade) og har faktisk ikke moedt nogen danskere endnu. Men da jeg en dag sad paa strandbaren og slappede af, kom jeg til at se at parret ved bordet ved siden af mig, laeste danske boeger, hvilket oegede interessen. Jeg kiggede lidt naermere paa dem og saa at det saamen var en af min brors venner Therkel og hans kaereste Jane. ER VERDEN LILLE ELLER HVAD?! Jeg vidste godt at de skulle til Ghana paa et tidspunkt her i foraaret, men havde ikke lige regnet med at loebe ind i dem, da jeg kun har moedte dem en enkelt gang for et aar siden. De var mindst lige saa overraskede som mig, og vi fik sladret om loest og fast i DK (skulle lige vaenne mig til at tale dansk igen, ja ved godt at det lyder som en Gitte Stallone klichee, men den er altsaa god nok).
Dagen efter aftalte vi at tage sammen til en naerliggende national park, hvor man har mulighed for at se junglen oppefra, da 7 gyngende tovbroer forbinder store traer. Det var ret fedt at vandre rundt i 30 meters hoejde og kigge ned paa alt det groenne. Senere tog vi med en guide paa en vandretur i junglen, hvor han fortalte om de forskellige planter og dyr og deres helbredende evner. Vi laerte bl.a. at elefantpoeller kan kurere elefantsyge (taenk paa elefantmanden) og impotens - der kan man bare se :o)
Efter yderligere et par dage i Cape Coast, var det paa tide at sige farvel til Therkel og Jane, som skal rejse rundt i Ghana i 3 maaneder og vil forsoege at finde noget frivillig arbejde undervejs. Torsdag d. 15/3 skulle jeg moedes med min kontaktperson Bismark fra BRIDGE, som er den organisation jeg skal arbejde for, i Ghanas hovedstad Accra. Selvfoelgelig (igen, igen, igen...) var bussen forsinket, men det lykkedes mig til sidst at finde Bismark, og vi begav os mod provisnhovedstaden Ho i den sydoestlige del af Ghana.
Da jeg var meget spaendt paa hvad jeg kunne forvente i den kommende maaned, overdaengede jeg Bismark med spoergsmaal om mit kommende arbejde, indkvartering, mad osv... Han svarede roligt men ikke saerligt dybdegaaende paa alle mine spoergsmaal, hvilket et typisk afrikansk karaktertraek. Det er neasten umuligt at faa et konkret svar ud af nogen om noget som helst, uanset om man spoerger hvad klokken er (hvis folk har et ur, er de sjaeldent saerligt praecist eller det er gaaet i staa for laenge siden), hvad tid bussen gaar/ankommer (hvilket er meget forstaeligt at ingen kan svare saerligt konkret paa) eller hvad de har paa menukortet (paa mange restauranter har de et laaaangt menukort, men det er sjaeldent at koekkenet kan klare mere end 5-6 af de forskellige retter og saa skal de endda nogen gange foerst ud at koebe ind).
Det er Afrika og naar man foerst har accepteret det, er det faktiske ikke saa svaert at falde for den specielle levemaade....
Saturday, 24 March 2007
Sunday, 11 March 2007
Min gade i Ouagadougou...
(Udtales Wa-ga-du-go eller bare Waga)
Min gade i Ouagadougou, altsaa der hvor mit lille guesthouse ligger, er en typisk afrikansk bygade eller naermere et lille samfund i sig selv. Livet leves paa gaden og den har sin helt egen puls. Jeg ville ikke blive overrasket hvis nogen af gadens beboere aldrig kommer uden for deres lille verden. Her syder af liv og trafik fra Muhallaen kalder til morgenboen og til langt efter at moerket har saenket sig og petroelumslamperne er blevet taendt.
Paa hver side af selve vejen, som kun nogen steder er asfalteret, danner smaa blikskure og lave huse rammen om et livligt handelsliv. Paa et hjoerne saelges der knallertbenzin fra plasticflasker, der i et tidligere liv har vaeret brugt til mineralvand. Den samme mand saelger ogsaa stegeolie, som smaa snottede boern bliver sendt afsted for at koebe til deres moedre. Olien bliver maalt op med et lille glas, som i andre sammenhaeng bliver brugt til den soede myntethe. Olien bliver haeldt op i smaa klare plasticposer saa den kan transporteres sikkert hjem til stegegryderne.
Laengere henne af gaden, i en fin ny toetagers bygning bor sofamageren. Her bliver store komfortable sofaer bygget op fra bunden; traeskelet, der bliver bestrukket med latexskum og derefter beklaedt med nylon eller plastic. Afrikanerne elsker deres nylonlagner og plasticsaeder - man sveder jo heller ikke saerligt meget, naar man skal sidde paa et plasticsaede i mange timer i en varm bus!
En halv olietoende goer det ud for grill, har kan man koebe "Broscetts", smaa traspyd med gede eller oksekoed - afrikansk fastfood. Hos isenkraemmeren kan man koebealt fra toejklemmer, over gaskomfurer til reb og de farverige plastic (plastic igen) vandkander/thepotter som overalt bliver brugt til at transportere vand i og altid staar foran toiletterne, ofte fungere de ogsaa som bruser. Iskraemmerforretningen maa gaa godt, for jeg kalder de tre ejere for "de tre tykke broedre". Fedme eller overvaegt er ellers ikke noget problem, her i verdens trediefattigste land, men man kan tydelig se hvem der klare sig godt.
Fra de handlende der ikke har butikker, men baerere deres vare paa hovedet, kan man koebe farverige stof til saronger, bananer, boeger, papirslommetoerklaeder eller et steroanlaeg - hvis man lige skulle staa og mangel saadan et... Apotekeren holder til i en groen bygning, og her kan man koebe alverdens medicin uden alt besvaeret med recepter fra laegen, men kun hvis man har raad og det har langt fra alle!
Fra en cykel, hvor der er mindst 40 hoens bundet fast ved benene, kan man koebe koed til aftensmaden. Eller man kan spise "Riz sauce" fra en af de utallige gadekoekkener. Der er bogstaveligt talt ris med sauce og hvis man betaler ekstra kan man faa koed paa toppen. Toersten kan slukkes paa en af gadens barer, hvilket for det meste daekker over et koeleskab og en samling plasticstole under en intermistisk markise. Her kan man faa ingefaerjuice, oel eller de allestednaervaernede Coca Cola'er.
Selvom livet for den gennemsnittelige Burkinaber (ja saadan hedder folk fra Burkina Faso altsaa) er en daglig kamp for at at faa mad i maven, saa er der ikke langt mellem smilene og de venlige tilraab; "Bonjour Toubab". Mottoet syntes at vaere at livet leves fra dag til dag, saa faa det bedste ud af det. Venlighed og hjaelpsomhed er her en ligesaa naturlig del af livet, som mangel paa samme er det i vores del af verden...
Min gade i Ouagadougou, altsaa der hvor mit lille guesthouse ligger, er en typisk afrikansk bygade eller naermere et lille samfund i sig selv. Livet leves paa gaden og den har sin helt egen puls. Jeg ville ikke blive overrasket hvis nogen af gadens beboere aldrig kommer uden for deres lille verden. Her syder af liv og trafik fra Muhallaen kalder til morgenboen og til langt efter at moerket har saenket sig og petroelumslamperne er blevet taendt.
Paa hver side af selve vejen, som kun nogen steder er asfalteret, danner smaa blikskure og lave huse rammen om et livligt handelsliv. Paa et hjoerne saelges der knallertbenzin fra plasticflasker, der i et tidligere liv har vaeret brugt til mineralvand. Den samme mand saelger ogsaa stegeolie, som smaa snottede boern bliver sendt afsted for at koebe til deres moedre. Olien bliver maalt op med et lille glas, som i andre sammenhaeng bliver brugt til den soede myntethe. Olien bliver haeldt op i smaa klare plasticposer saa den kan transporteres sikkert hjem til stegegryderne.
Laengere henne af gaden, i en fin ny toetagers bygning bor sofamageren. Her bliver store komfortable sofaer bygget op fra bunden; traeskelet, der bliver bestrukket med latexskum og derefter beklaedt med nylon eller plastic. Afrikanerne elsker deres nylonlagner og plasticsaeder - man sveder jo heller ikke saerligt meget, naar man skal sidde paa et plasticsaede i mange timer i en varm bus!
En halv olietoende goer det ud for grill, har kan man koebe "Broscetts", smaa traspyd med gede eller oksekoed - afrikansk fastfood. Hos isenkraemmeren kan man koebealt fra toejklemmer, over gaskomfurer til reb og de farverige plastic (plastic igen) vandkander/thepotter som overalt bliver brugt til at transportere vand i og altid staar foran toiletterne, ofte fungere de ogsaa som bruser. Iskraemmerforretningen maa gaa godt, for jeg kalder de tre ejere for "de tre tykke broedre". Fedme eller overvaegt er ellers ikke noget problem, her i verdens trediefattigste land, men man kan tydelig se hvem der klare sig godt.
Fra de handlende der ikke har butikker, men baerere deres vare paa hovedet, kan man koebe farverige stof til saronger, bananer, boeger, papirslommetoerklaeder eller et steroanlaeg - hvis man lige skulle staa og mangel saadan et... Apotekeren holder til i en groen bygning, og her kan man koebe alverdens medicin uden alt besvaeret med recepter fra laegen, men kun hvis man har raad og det har langt fra alle!
Fra en cykel, hvor der er mindst 40 hoens bundet fast ved benene, kan man koebe koed til aftensmaden. Eller man kan spise "Riz sauce" fra en af de utallige gadekoekkener. Der er bogstaveligt talt ris med sauce og hvis man betaler ekstra kan man faa koed paa toppen. Toersten kan slukkes paa en af gadens barer, hvilket for det meste daekker over et koeleskab og en samling plasticstole under en intermistisk markise. Her kan man faa ingefaerjuice, oel eller de allestednaervaernede Coca Cola'er.
Selvom livet for den gennemsnittelige Burkinaber (ja saadan hedder folk fra Burkina Faso altsaa) er en daglig kamp for at at faa mad i maven, saa er der ikke langt mellem smilene og de venlige tilraab; "Bonjour Toubab". Mottoet syntes at vaere at livet leves fra dag til dag, saa faa det bedste ud af det. Venlighed og hjaelpsomhed er her en ligesaa naturlig del af livet, som mangel paa samme er det i vores del af verden...
Friday, 9 March 2007
Dogon land
Hej
Saa er der nyt fra Vestafrika, skal nok proeve at goere det lidt kortere end sidst...
Den sidste dage i Mali brugte jeg paa at trekke i et omraade der hedder Dogon, opkaldt efter de mennesker der bor der; Dogon folket. De beboer et omraadet omkring og paa selve, det der bliver kaldt Falaise de Bandingara, en klipperyg der rejser sig, flere steder lodret, op fra den flade savanne til 200-300 meters hoejde og straekker sig 150 km gennem landskabet.
I dag laegger de fleste af landsbyerne ved foden af klipperyggen, men mange steder kan man se og kravle op til hele landsbyer der naermest haenger paa klippesiderne, og som var beboet tidligere. Endnu laengere oppe af de lodrette klippesider kan man se nogle smaa runde lerklinede huse, som tidligere var beboet af Tellem folket, et folk som forsvandt fra omraadet da Dogon folket kom til for mange aar siden (det vides ikke hvor mange aar, da meget beror paa mundtelige overleveringer). Tellem folket var smaa mennesker og de kunne aabenbart flyve eller havde sugekopper paa haender og foedder! I hvert fald er deres smaa runde lerklinede huse placeret paa steder, der for almindelige mennesker er totalt ufremkommelige, og de er paa stoerrelse med en stor olietoende! En mere realistisk men mindre fantasifuld teori, er at der engang har groet slyngplanter paa klippesiderne, som de kunne kravel op af.
Jeg havde sammen med en fransk pige, fundet en guide, eller rettere han havde fundet os, som selv er Dogon og derfor havde godt kendskab til omraadet og kulturen. Vi koerte fra Mopti til en af de foerste byer naer klipperyggen, hvorfra vi saa skulle gaa med rygsaekke fra sted til sted i 3 dage. Jeg havde troet at det ville vaere haardt, efter en maaned stort set uden motion, men dagsturene var meget korte, da der kun er 5-7 km mellem hver landsby - saa selvom varmen var til at skaere i og konditionen var naermest ikke eksisterende overlevede jeg :o)
Man sover i en landsby og gaar saa videre til en anden landsby hvor man spiser forkost og hviler i middagsheden, foer man gaar videre til den naeste landsby hvor man saa overnatter.
Landsbyerne har smukke rytmiske navne som: Djiguibombo, Kani-Kombole, Yaba-Talu og Beginimato.
Den foerste nat overnattede vi neden for klipperyggen, i en lille landsby med karakteristiske lerklinede huse og en lille moske. Landbyen var vores guides hjemby, saa vi besoegte hans mor og far, hvor vi blev budt paa hirsegroed og hirsoel. Ikke nogen stor kulunarisk oplevelse, men for Dogonfolket er det deres vigtigste ernaeringskilde i stedet for ris.
I de varmeste maaneder er det meget almindeligt at de lokale sover paa taget af husene, og selvom det faktisk ikke er de varme maaneder nu, saa er det varmt for blege nordboere, saa vi foretrak at sove paa taget under stjernerne og med lydene fra landsbyen som vaekkeur. Det er helt specielt at vaagne op til lyden af vand der bliver pumpet op fra broenden, hanen der galer, Mullaen der kalder til boen og et enkelt aesle der i stemmer mullaens kalende - Ja det sker faktisk naesten hver morgen at et aesel kalder med sammen med Mullaen, jeg ved ikke om de malinesiske aesler er specielt troende men det er temmeligt komisk at hoere paa (Haaber ikke jeg faar nogle Muslimske foreninger paa nakken for den udtalelse...).
I de lange middagspauser bruget vi tiden paa at kravle op til de forladte Dogon landsbyer paa klippe siderne. Husene ligger taet sammen og mange steder skulle man kravel paa stiger skaaret ud af en traestamme for at komme fra et niveau til et andet.
Paa anden dagen gik vi fra den toerre savanne op gennem en kloeft, der pga. den beskyttede placering fungerede som koekkenhave, med smaa bede salat, guleroedder, loeg og mynte. Det var underligt at komme fra den knastoerre savanne til en frodig kloeft og saa gaa videre op paa platouet hvor der kun var klipper. Den sidste nat tilbragte vi oeverst paa platouet i en lille landsby med udsigt ud over savannen og det er ikke vaerst naar man kan sidde og nyde solnedgangen, med foedderne i det fri efter en hel dag i sure trekking sko, og med en kold oel inden for raekkevidde.
Efter solnedgang og en velfortjent gang aftensmad, havde de lokale arrangeret en tromme og danse opvisning. Det var ikke noget indoevet turist show over det, men bare en enorm udladning af energi, livsglaede og impulsivitet. Boern, unge og gamle, maend og kvinder, moedre med boern bundet paa ryggen, alle bidrog de med sang og dans mens trommerne buldrede - selv for en stiv og ikke videre rytmisk dansker var det svaert at staa stille.
Efter endnu en overnatning under stjernerne, fik vi naeste morgen en rundtur i landsbyen , som faktisk bestod af tre dele; en muslimsk, en kristen og en anemisitsk. Oprindeligt var Dogon folket anemister, men i dag er der kristen, muslimske og anemistiske landsbyer side om side. Dee anemisitiske traditioner og skikke er dog stadig fremherskende og hver landsby har sin Hogon; hellige mand, som fungere som mediator i forbindelse med uenigheder og som dommer. Dogon folket er teoretisk underlagt Malis lov, men i praksis klarer de de meste selv ved hjaelp fra Hogon'en, offeringer og andre ting der kan formilde aanderne. Vores guide proevede oven i koebet at bilde os ind at der stadig foregik menneskeofferinger, hvis en person ville opnaa noget meget stort, men det har jeg siden faaet afkraeftet. Havde ogsaa lidt svaert ved at tro paa det da min mobilsnakkende og paa mange maader meget moderne guide fortalte det!
Retur paa den flade savanne, var det tid til at jeg vendte naesen mod graensen til Burkina Faso. Jeg havde faaet det arrangeret saadan at jeg blev fragtet paa motorcykel direkt til en landsby ca 20 km fra klipperyggen, hvorfra der ville vaere en bus over graensen samme dag kl. 14. Selvfoelgelig naede jeg ikke bussen, da min motorcykel foerst loeb toer for benzin og lidt senere sprang kaeden, saa vi maatte traekke motercyklen med min tunge rygsaek tilbage ad den sandede vej for at faa den repareret. Sidst paa eftermiddagen efter et paar timer bag i en ladvogn, kom jeg meget stoevet til graensebyen, hvorfra bussen var koert en time tidligere! Jeg overnattede i byen og da dagen efter var den ugentlige markedsdag i byen, fik jeg formiddagen til at gaa med at vandre rundt paa markedet og see paa de handlende og deres varer. Det er ikke en by der er vant til mange turister, saa der blev kigget lige saa meget paa mig, og isaer stammefolk fra oplandet der var kommet til byen for at saelge deres groentsager og haandvaerk, kiggede ekstra meget paa den hoeje "Toubab".
Graensen til Burkin Faso blev krydset samme dag, og jeg troede naesten at jeg havde faaet varmekuller og ikke kunne taelle, men der var altsaa ikke mindre end seks, ja 6 graensepatruljer vi skulle stoppe for. Hver gang stoppede den lille minibus jeg var med og vi stod alle ud og stillede os i koe til at aflever vores pas, eller vores vaccinations bevis, eller for at aabne voere tasker saa en tolder kunne kaste et meget uinteresseret blik ned til mine sure sokker og saa saa blev det hele gentaget paa den anden side at graensen.
Efter endnu en dag paa farten, denne gang med et busselskab der faktisk koerte til tiden og uden nedbrud undervejs ankom jeg sidst paa eftermiddagen til Burkina Fasos (Ja, det er Mgalas hjemland) hovedstad Ouagadougou.
Saa er der nyt fra Vestafrika, skal nok proeve at goere det lidt kortere end sidst...
Den sidste dage i Mali brugte jeg paa at trekke i et omraade der hedder Dogon, opkaldt efter de mennesker der bor der; Dogon folket. De beboer et omraadet omkring og paa selve, det der bliver kaldt Falaise de Bandingara, en klipperyg der rejser sig, flere steder lodret, op fra den flade savanne til 200-300 meters hoejde og straekker sig 150 km gennem landskabet.
I dag laegger de fleste af landsbyerne ved foden af klipperyggen, men mange steder kan man se og kravle op til hele landsbyer der naermest haenger paa klippesiderne, og som var beboet tidligere. Endnu laengere oppe af de lodrette klippesider kan man se nogle smaa runde lerklinede huse, som tidligere var beboet af Tellem folket, et folk som forsvandt fra omraadet da Dogon folket kom til for mange aar siden (det vides ikke hvor mange aar, da meget beror paa mundtelige overleveringer). Tellem folket var smaa mennesker og de kunne aabenbart flyve eller havde sugekopper paa haender og foedder! I hvert fald er deres smaa runde lerklinede huse placeret paa steder, der for almindelige mennesker er totalt ufremkommelige, og de er paa stoerrelse med en stor olietoende! En mere realistisk men mindre fantasifuld teori, er at der engang har groet slyngplanter paa klippesiderne, som de kunne kravel op af.
Jeg havde sammen med en fransk pige, fundet en guide, eller rettere han havde fundet os, som selv er Dogon og derfor havde godt kendskab til omraadet og kulturen. Vi koerte fra Mopti til en af de foerste byer naer klipperyggen, hvorfra vi saa skulle gaa med rygsaekke fra sted til sted i 3 dage. Jeg havde troet at det ville vaere haardt, efter en maaned stort set uden motion, men dagsturene var meget korte, da der kun er 5-7 km mellem hver landsby - saa selvom varmen var til at skaere i og konditionen var naermest ikke eksisterende overlevede jeg :o)
Man sover i en landsby og gaar saa videre til en anden landsby hvor man spiser forkost og hviler i middagsheden, foer man gaar videre til den naeste landsby hvor man saa overnatter.
Landsbyerne har smukke rytmiske navne som: Djiguibombo, Kani-Kombole, Yaba-Talu og Beginimato.
Den foerste nat overnattede vi neden for klipperyggen, i en lille landsby med karakteristiske lerklinede huse og en lille moske. Landbyen var vores guides hjemby, saa vi besoegte hans mor og far, hvor vi blev budt paa hirsegroed og hirsoel. Ikke nogen stor kulunarisk oplevelse, men for Dogonfolket er det deres vigtigste ernaeringskilde i stedet for ris.
I de varmeste maaneder er det meget almindeligt at de lokale sover paa taget af husene, og selvom det faktisk ikke er de varme maaneder nu, saa er det varmt for blege nordboere, saa vi foretrak at sove paa taget under stjernerne og med lydene fra landsbyen som vaekkeur. Det er helt specielt at vaagne op til lyden af vand der bliver pumpet op fra broenden, hanen der galer, Mullaen der kalder til boen og et enkelt aesle der i stemmer mullaens kalende - Ja det sker faktisk naesten hver morgen at et aesel kalder med sammen med Mullaen, jeg ved ikke om de malinesiske aesler er specielt troende men det er temmeligt komisk at hoere paa (Haaber ikke jeg faar nogle Muslimske foreninger paa nakken for den udtalelse...).
I de lange middagspauser bruget vi tiden paa at kravle op til de forladte Dogon landsbyer paa klippe siderne. Husene ligger taet sammen og mange steder skulle man kravel paa stiger skaaret ud af en traestamme for at komme fra et niveau til et andet.
Paa anden dagen gik vi fra den toerre savanne op gennem en kloeft, der pga. den beskyttede placering fungerede som koekkenhave, med smaa bede salat, guleroedder, loeg og mynte. Det var underligt at komme fra den knastoerre savanne til en frodig kloeft og saa gaa videre op paa platouet hvor der kun var klipper. Den sidste nat tilbragte vi oeverst paa platouet i en lille landsby med udsigt ud over savannen og det er ikke vaerst naar man kan sidde og nyde solnedgangen, med foedderne i det fri efter en hel dag i sure trekking sko, og med en kold oel inden for raekkevidde.
Efter solnedgang og en velfortjent gang aftensmad, havde de lokale arrangeret en tromme og danse opvisning. Det var ikke noget indoevet turist show over det, men bare en enorm udladning af energi, livsglaede og impulsivitet. Boern, unge og gamle, maend og kvinder, moedre med boern bundet paa ryggen, alle bidrog de med sang og dans mens trommerne buldrede - selv for en stiv og ikke videre rytmisk dansker var det svaert at staa stille.
Efter endnu en overnatning under stjernerne, fik vi naeste morgen en rundtur i landsbyen , som faktisk bestod af tre dele; en muslimsk, en kristen og en anemisitsk. Oprindeligt var Dogon folket anemister, men i dag er der kristen, muslimske og anemistiske landsbyer side om side. Dee anemisitiske traditioner og skikke er dog stadig fremherskende og hver landsby har sin Hogon; hellige mand, som fungere som mediator i forbindelse med uenigheder og som dommer. Dogon folket er teoretisk underlagt Malis lov, men i praksis klarer de de meste selv ved hjaelp fra Hogon'en, offeringer og andre ting der kan formilde aanderne. Vores guide proevede oven i koebet at bilde os ind at der stadig foregik menneskeofferinger, hvis en person ville opnaa noget meget stort, men det har jeg siden faaet afkraeftet. Havde ogsaa lidt svaert ved at tro paa det da min mobilsnakkende og paa mange maader meget moderne guide fortalte det!
Retur paa den flade savanne, var det tid til at jeg vendte naesen mod graensen til Burkina Faso. Jeg havde faaet det arrangeret saadan at jeg blev fragtet paa motorcykel direkt til en landsby ca 20 km fra klipperyggen, hvorfra der ville vaere en bus over graensen samme dag kl. 14. Selvfoelgelig naede jeg ikke bussen, da min motorcykel foerst loeb toer for benzin og lidt senere sprang kaeden, saa vi maatte traekke motercyklen med min tunge rygsaek tilbage ad den sandede vej for at faa den repareret. Sidst paa eftermiddagen efter et paar timer bag i en ladvogn, kom jeg meget stoevet til graensebyen, hvorfra bussen var koert en time tidligere! Jeg overnattede i byen og da dagen efter var den ugentlige markedsdag i byen, fik jeg formiddagen til at gaa med at vandre rundt paa markedet og see paa de handlende og deres varer. Det er ikke en by der er vant til mange turister, saa der blev kigget lige saa meget paa mig, og isaer stammefolk fra oplandet der var kommet til byen for at saelge deres groentsager og haandvaerk, kiggede ekstra meget paa den hoeje "Toubab".
Graensen til Burkin Faso blev krydset samme dag, og jeg troede naesten at jeg havde faaet varmekuller og ikke kunne taelle, men der var altsaa ikke mindre end seks, ja 6 graensepatruljer vi skulle stoppe for. Hver gang stoppede den lille minibus jeg var med og vi stod alle ud og stillede os i koe til at aflever vores pas, eller vores vaccinations bevis, eller for at aabne voere tasker saa en tolder kunne kaste et meget uinteresseret blik ned til mine sure sokker og saa saa blev det hele gentaget paa den anden side at graensen.
Efter endnu en dag paa farten, denne gang med et busselskab der faktisk koerte til tiden og uden nedbrud undervejs ankom jeg sidst paa eftermiddagen til Burkina Fasos (Ja, det er Mgalas hjemland) hovedstad Ouagadougou.
Subscribe to:
Posts (Atom)