Hej alle
Saa er der igen nyt fra Vestafrika. Jeg har ikke kunnet logge paa bloggen siden jeg er kommet til Ghana, saa derfor er der ikke vaeret aktivitet laenge
Jeg fortsaetter hvor jeg slap sidst, saa skulle det vaere til at foelge med for alle :o)
Efter et par dage i Waga (Burkina Fasos hovedstad), hvor jeg fik ordnet visum til Ghana, noed lidt luksus paa en restaurant med udendoers pool og lejede en cykel saa jeg kunne trille lidt rundt og se paa gadelivet, tog jeg med en direkte bus til byen Kumasi i det centrale Ghana. Det vil naesten vaere at gentage mig selv i det uendelige, men jeg kan alligevel ikke lade vare med at naevne at selvfoelgelig var bussen forsinket og selvfoelgelig tog det laengere tid end planlagt, saa jeg ankom til Kumasi kl. 03.30 om natten (efter 16 timer i stegende hede paa plasticsaeder!). Da jeg var for naerig til at betale for et hotel, naar halvdelen af natten alligevel var gaaet, sov jeg paa en baenk paa busstationen, sammen med en masse andre, som skulle med en af de absurd tidlige busser - hvad er ideen med en busafgang kl. 04? Ok, man slipper for heden i de foerste timer, men faar til gengaeld ikke meget ud af sin skoenhedssoevn!
Kumasi er en livlig handelsby, med et kaempe stort markede, hvor jeg brugte et par timer paa at fare vild i de smaa smalle passager og kigge paa varene og de handlende.
Kumasi er ogsaa hovedsaede for en af Ghanas mest indflydelsesrige kongedoemmer: The Ashanti Kingdom. Selvom Ghana formelt har en demokratisk valgt praesident, har kongerne og specielt Ashanti kongen stor indflydelse paa mange aspekter af livets gang i Ghana. Heldigvis er den nuvaerende Ashanti konge meget vellidt og fremadsynet, saa der er ingen problemer i at samarbejde med Ghanas praesident.
For at laere lidt mere om Ashanti'erne, besoegte jeg et museum, som ligger i en villa englaenderne stillede til raadighed for den forhenvaerende Ashanti konge, da han kom tilbage til Ghana, efter flere aartier i eksil paa Mauritius.
Da jeg var alene, og man kun kunne komme rundt paa en guidet gruppetur, blev jeg sat sammen med en gruppe elever fra en lokal High School. Det viste sig for at blive en ret underholdende tur, da vores meget belevene guide, en aeldre herre, naermest fik mig gift med kongen inden turen var slut (Ashanti kongerne maa have op til 4 koner, men den nuvaerende har kun 1). Da vi sluttede, formanede han eleverne om at vaere flittige, da de var heldige med at vaere i High School, da det bestemt ikke er alle forundt i Ghana. Han brugte saa Danmark som eksempel, og sagde at der gik alle paa universitet - jeg naennede naesten ikke at fortaelle ham at jeg altsaa ikke havde nogen universitetsuddannelse.
Efter et par dage i Kumasi, og med kun en lille uge til at jeg skulle vaere i Ho og begynde mit frivillig-job, syntes jeg det var paa tide at tage til kysten og nyde et par dage paa langs i en strandstol. Fra Kumasi kan man tage en bus til byen Cape Coast paa ca. 5 timer, men da jeg jo er lidt af en tog-noerd, valgte jeg at tage et nattog til en naerliggende by paa kysten og saa videre med minibus til Cape Coast. Toget skulle afgaa kl. 20.30, men der gik selvfoelgelig lige et par timer ekstra og selvfoelgelig tog turen ikke de annoncerede ca. 8 timer, men naermere 15 timer. Men hvad goer det, naar man har sin egen lille kupe med en seng og et aabent vindue til den forbikoerende jungle og smaabyer. Jeg elsker bare den slags togture, det var naesten paa hoejde med baadturen paa Niger - det giver en uforklarlig men fantastisk frihedsfornemmelse og man kan blive helt hoej af det!
I Cape Coast, styrede jeg direkte mod stranden, hvor der skulle vaere en god strandbar, der ogsaa udlejede hytter ved stranden. Desvaerre var alt optaget, saa jeg maatte ty til et andet hotel, hvor de tilgengaeld havde en dejlig tagterrasse med en god lille restaurant og udsigt til solnedgangen. Det blev fejret med en oel i den koelende brise.
Modsat de nordligere liggende lande jeg har besoegt, saa har Ghana et tropisk klima, hvilket betyder at luftfugtigheden ligger omkring 90%, naar det altsaa ikke regner! Med den luftfugtighed, maa man vaenne sig til at drypsvede selv ved den mindste bevaegelse, og skal man lave nogen som helst form for aktiveitet er man gennembloedt i loebet af meget kort tid - det skulle jeg lige bruge nogle dage paa at vaenne mig til.
Mange steder paa Ghanas kyst, kan man fornemme historiens vingesus, da resterne af europaeiske faestningsvaerker ligger spredt langs hele kysten. Det var portugiserne der byggede den foerste borg i 1428, dels som et faestningsvaerk men mest som en handelsstation, Ghana hed tidligere Guldkysten, ikke uden grund. Senere kom englaenderne, hollaenderne, svenskerne og saamen ogsaa danskerne til. Faktisk er det nuvaerende praesidentpalads i Accra bygget af danskere og hedder stadig Christiansborg.
Vi kan dog ikke vaere alt for stolte af vores forfaedre, for hvad der startede som handel med guld og krydderier, forvandlerede sig til handel med mennesker. Man diskutere stadig hvor mange slaver der blev eksporteret fra Afrika, men der er tale om tal mellem 10-25 millioner mennesker, der blev sendt over Atlanten eller til Europa under forfaerdelige vilkaar. Og faestningsvaerknerne, der var konstrueret til at holde folk ude, blev i en periode paa flere hundrede aar, brugt som slavefaengsel og afskibningsstation.
Borgen i Cape Coast, der ogsaa i en kort periode har vaeret paa danske haender, er i dage restaureret og paa en guidet tur kan man faa et grumt indtryk af forholdene for slaverne i de moerke og overfyldt kaelderrum. Et tilhoerende museum giver en masse facts om slavehandlens omfang og grusomhed, og man kan kun krumme taer.
Nu gaar jeg jo generelt og foeler mig langt hjemmefra (paa den gode maade) og har faktisk ikke moedt nogen danskere endnu. Men da jeg en dag sad paa strandbaren og slappede af, kom jeg til at se at parret ved bordet ved siden af mig, laeste danske boeger, hvilket oegede interessen. Jeg kiggede lidt naermere paa dem og saa at det saamen var en af min brors venner Therkel og hans kaereste Jane. ER VERDEN LILLE ELLER HVAD?! Jeg vidste godt at de skulle til Ghana paa et tidspunkt her i foraaret, men havde ikke lige regnet med at loebe ind i dem, da jeg kun har moedte dem en enkelt gang for et aar siden. De var mindst lige saa overraskede som mig, og vi fik sladret om loest og fast i DK (skulle lige vaenne mig til at tale dansk igen, ja ved godt at det lyder som en Gitte Stallone klichee, men den er altsaa god nok).
Dagen efter aftalte vi at tage sammen til en naerliggende national park, hvor man har mulighed for at se junglen oppefra, da 7 gyngende tovbroer forbinder store traer. Det var ret fedt at vandre rundt i 30 meters hoejde og kigge ned paa alt det groenne. Senere tog vi med en guide paa en vandretur i junglen, hvor han fortalte om de forskellige planter og dyr og deres helbredende evner. Vi laerte bl.a. at elefantpoeller kan kurere elefantsyge (taenk paa elefantmanden) og impotens - der kan man bare se :o)
Efter yderligere et par dage i Cape Coast, var det paa tide at sige farvel til Therkel og Jane, som skal rejse rundt i Ghana i 3 maaneder og vil forsoege at finde noget frivillig arbejde undervejs. Torsdag d. 15/3 skulle jeg moedes med min kontaktperson Bismark fra BRIDGE, som er den organisation jeg skal arbejde for, i Ghanas hovedstad Accra. Selvfoelgelig (igen, igen, igen...) var bussen forsinket, men det lykkedes mig til sidst at finde Bismark, og vi begav os mod provisnhovedstaden Ho i den sydoestlige del af Ghana.
Da jeg var meget spaendt paa hvad jeg kunne forvente i den kommende maaned, overdaengede jeg Bismark med spoergsmaal om mit kommende arbejde, indkvartering, mad osv... Han svarede roligt men ikke saerligt dybdegaaende paa alle mine spoergsmaal, hvilket et typisk afrikansk karaktertraek. Det er neasten umuligt at faa et konkret svar ud af nogen om noget som helst, uanset om man spoerger hvad klokken er (hvis folk har et ur, er de sjaeldent saerligt praecist eller det er gaaet i staa for laenge siden), hvad tid bussen gaar/ankommer (hvilket er meget forstaeligt at ingen kan svare saerligt konkret paa) eller hvad de har paa menukortet (paa mange restauranter har de et laaaangt menukort, men det er sjaeldent at koekkenet kan klare mere end 5-6 af de forskellige retter og saa skal de endda nogen gange foerst ud at koebe ind).
Det er Afrika og naar man foerst har accepteret det, er det faktiske ikke saa svaert at falde for den specielle levemaade....
No comments:
Post a Comment