Safariiiii...

Wauw! Er lige kommet tilbage til Arusha efter en intet mindre end fantastisk safari. Det har virkelig vaeret en af den slags oplevelser som vil vaere braendt ind paa nethinden i mange mange aar fremover.

Vi havde en super kompetent guide/chauffoer samt en god kok, der blandt andet formaaede at lave en taerte over aaben ild. Men det vigtigste var selvfoelgelig dyrene og det er her at guiden goer forskellen paa en god eller daarlig safari. Heldigvis kunne vores guide Abuu spotte en leopard i et trae 200-300 meter vaek, samtidig med at han koerte jeepen.

Foerste dag koerte vi til Tarangire National Park, som er en smuk og relativt frodig park med mange store baobab traer. Begestringen var stor da vi inden laenge fik oeje paa de foerste dyr. Isaer de store zebraer og elefanter flokke gjorde stort indtryk. Et par sky giraffer forsvandt i slowmotion loeb da vi forstyrrede dem i at spise af traekronerne.

En af de mere spoejse oplevelser, var da vi koerte forbi en stor flok bavianer og opdagede at en gammel han sad i graesset ved siden af vejen og tilfredsstillede sig selv - og kom da han saa os! Ja saa laerte man lige lidt om bavianers sexliv :o)

De naeste to dage koerte vi rundt i den verdensberoemte Serengeti National Park, hvor vi blev saa maettet af dyr og smukke landskaber, at vi faldt omkuld i teltet kort efter aftensmad begge aftner.

Nogle af hoejdepunkterne i Serengeti var en gepard hun med fem unger, der legede paa den aabne savanne mens mor holdt udkig efter hyaener og andre fjender. Et andet sted saa vi en gepard hun der var i gang med at spise et bytte i ly af det hoeje graes, bare ti meter fra vejen. Flere gange saa vi store loeve flokke og en enkelt gang kom en lovehun spankulerende forbi jeepen paa faa meters afstand.

Ogsaa elefanterne fik vi rig mulighed for at betragte. Unge elefanters leg og to store hanner der havde en mindre brydekamp til venstre, mens to elefanter parrede sig til hoejre for bilen, kunne goere det svaert at vaelge hvilken vej man skullle rette kameraet. Ogsaa store flokke af wilderbeests (en slags vild ko), buffalos, gribbe og flodheste stod model til vores ivrige knipsen - vi fik det hele indfanget dog med fare for overanstraengelse i knipsefingeren.

Paa fjerde dagen koerte vi mod Ngorongoro National Park, som omgiver Ngorongoro krateret, et sammenfaldent bjerg der danner et krater paa 26 kilometer i omkreds og kratervaegge der er naesten 1000 meter hoeje. Om eftermiddagen var vi paa en lille vandre tur til kraterkanten, hvor vi kunne nyde udsigten ned over kraterbunden hvor en stor saltvandssoe og mange mindre vandloeb og soer giver naering til de store dyreflokke.

Naeste morgen koerte vi i kulde og taage ned i krateret, hvor vi blandt andet var heldige at se en flok loever fortaerre et wilderbeest. Paa et tidspunkt havde en af loeverne hele hovedet inde i bugen paa det uheldige bytte.

Desvaerre gjorde det kolde vejr at de faa tilbagevaerende naesehorn der er i krateret, ikke viste sig og vi maatte koere mod Arusha med bare et manglende kryds ved "The Big Five", der ud over naesehorn er leopard, loeve, elefant og buffalo. Men regnskabet var syntes vi alligevel er ret imponerende paa bare fem dage:

Big Five Total
Loever 41
Leoparder 2
Elefanter 59 (+ flere flokke som vi ikke fik talt)
Buffalos Mange!
Naesehorn 0

Der er kun en ting at sige - faa fundet safarihatten og den store tegnebog frem og ta paa safari!

Krokodille moede i Malawi og luksus i Dar es Salaam

Jambo!

Betyder hej paa Swahili, som er det mest udbredte sprog her i Tanzania samt i Kenya. Proever at laerere det vigtigste, som helt klart er hilsnerne. Det opfattes som meget uhoefligt at f.eks. spoerge om vej uden at hilse foerst.

Men foerst lidt om mine oplevelser i Malawi:
Fra Blantyre i det sydlige Malawi, tog jeg videre op til den sydligste del af Malawi soen. Med mere end 550 km i laengden er det Afrikas tredie stoerste soe og selvom den er bedst kendt som Malawi soen, saa hedder den i Mozambique og Tanzania, som den ogsaa graenser op til, Nyasa. Det var det navn som de indfoedte kaldte soen da Livingstone (Ja det er ham med "Doktor Livingstone formoder jeg") foerst opdagede soen. Han vidste dog ikke Nyasa bare betyder "stort vand".
Naar man taenker afrikansk soe, saa taenker man maaske mest paa krokodille befaengte mudderhuller og masser af glubske malariamyg. Den sydlige del af soen er da ogsaa en af de steder i Malawi hvor det er nemmest at redde sig en omgang malaria, hvilket kostede mange af de tidligste missionaere livet. Heldigvis er der jo raad for det i dag, og med krystalklart vand, laekre sandstrande og mulighed for at ro kajak, skal der mere end et par myg til at holde mig vaek.

Som sagt saa gjort. Jeg lejede en kajak, eller rettere en plasticbalje, men man kan ikke vaere kraesen med udstyret hernede, og padlede afsted. Jeg havde taget snorkel og maske med samt en madpakke, som jeg planlagde at nyde paa en af de smaa ubeboede oer ud for kysten.
At snorkle i soen er som at plaske rundt i verdens stoerste ferskvandsakvarie. Masser af farverige ciklider, som er meget sjovere at se paa naar det foregaar i bikini end naar man sidder med naesen trykket flad mod et 50 liters akvarie hjemme i nogens stue (Haaber ikke jeg fornaermer nogen akvarie freaks her...)

Da jeg i kajakken naaede ud til en af oerne, roede jeg langs kysten for at finde et sted hvor det ville vaere nemt at komme i land med kajakken. Laengere fremme saa jeg nogle flade klipper som var det perfekte picnic sted. Jeg roede glad afsted indtil jeg, med god fart paa, var cirka ti meter fra klipperne, hvor jeg opdager at der ligger en stor krokodille og soler sig, lige der hvor jeg havde taenkt mig at spise frokost... CHOK...! Ingen havde advaret mig at der kunne vaere krokodiller i soen og da jeg ikke havde lyst til at blive krokodilens frokost, bakkede jeg langsomt vaek. Selvom jeg var lidt rystet havde jeg dog aandsnaervaerelse nok til, at faa fundet mit kamera og knipset et par billeder af baestet, hvilket gjorde at den vaagnede og fik oeje paa mig.... heldigvis saa den ud til at vaere lige saa bange for mig som jeg for den, saa den hoppede i vandet og tog flugten! Behoever jeg at sige at jeg var faerdig med at snorkle for den dag og at frokosten blev indtaget med pagajen inden for raekkevidde, i tilfaelde af at jeg skulle faa brug for at baske en nysgerrig krokodille en over naesen.
Da jeg senere kom tilbage til der hvor jeg havde lejet kajakken, var de noget overraskede over at jeg havde set en krokodille, da de normalt kun er i flodudmundingerne og foretraekker mudret vand. Saa rygtet gik og jeg maatte vise billederne mange gange den aften. Desvaerre var de billeder nogen af dem der forsvandt med kameraet der blev stjaalet, men historien er altsaa god nok.

Fra soen tog jeg videre til Lilongwe, som er Malawis hovedstad. Turen dertil involverede blandt andet fire timer paa ladet af en lastbil, sammen med et par og tyve lokale og en helt masse ris, bananer, sukkerroer og andre fornoedenheder som er en del af de fleste lokales bagage.
I Lilongwe brugte jeg et par dage paa at vaere syg med uforklarlig feber og endnu en omgang maveonde. Malaria spoegelset rumstere altid lidt naar man ligger der og har ondt af sig selv, men det ser ud til at jeg ogsaa slap i denne omgang. Ellers var det de store maengder af kinin jeg indtog paa en bar sammen med Andy, en skotsk gut som jeg havde moedt i Mozambique og som nu arbejde i byen for det britiske konsulat. For de uindviede kan jeg oplyse at der er kinin i Tonic, som jo er en uundvaerlig del af Gin & Tonic. Kinin blev i gamle dage brugt til at kurere malaria, men det skal vist en hel del G & T's til for at slaa malaria ned, saa jeg maa bare blive ved med at drikke dem ;o)

Fra Lilongwe tog jeg videre nord paa og tilbage til soebredden ved en lille by der hedder Nkhata Bay. Her tilbragte jeg flere dage end planlagt (igen) med at slappe af, nyde den tropiske stemning og dykke lidt. Det er et populaert backpacker sted, og det er nemt at lukke sig inde i den ret lille backpacker verden; sole og slappe af om dagen, spise pizza og andre hjemmelige retter og haenge ud i baren hver aften. Men jeg fik dog spist flere gange paa markedet, hvor en portion ris med tomatsauce og kylling koster en broekdel af hvad maden koster paa backpackerstederne - man kan bare godt bliver traet af ris og ris og ris...
Jeg havde to gode dyk ved Nkhata Bay, det ene var et nat dyk og det var virkelig en oplevelse at svoemme rundt med en lommelyget og kigge paa nattelivet under vand. Paa et tidspunkt laa vi paa ryggen paa syv meters dybde og kiggede op paa maanen.

Fra Nkhata Bay tog jeg videre nord paa mod Tanzanias graense. Undervejs lavede jeg en lille afstikker til Livingstonia, som er en stor missions station, placeret paa et platou naesten 1500 meter over soebredden. Vejen der op er stejl, hullet og har 20 skarpe haarnaalesving (nogen havde vaeret saa venlig at saette skilte ved hvert sving, saa man kan se hvor langt der er igen). Paa grund af den den daarlige vej er der ikke noget offentligt transport derop, saa man maa enten vente paa et lift eller gaa de 17 stejle kilometer. Jeg foelte mig absolut ikke i form til den tur paa gaaben med 20 kilo rygsaek paa slaeb, saa jeg satte mig og ventede. Heldigvis kom der efter en times tid en missionaer i en gammel landrover, som tog mig med.

Livingstonia missionen er mere end 100 aar gammel, og den stoerste af sin art i hele det centrale Afrika. Der er foruden en stor kirke, flere skoler og et lille universitet samt et hospital. Placeringen af et hospital for enden af 17 kilometer vejhelvede virker en smule ulogisk, men de priortere nok ikke akut afdelingen saa hoejt!
Jeg indkvarterede mig i Stone House, som er det hus stifteren af missionen byggede til sig selv og sin familie i 1904. Huset var som taget ud af en film fra kolonitiden med hoejt til loftet, en veranda med udsigt ned over soen og masser af gamle originale moebler.
Her brugte jeg et par dage paa at nyde roen og fik flere gange mulighed for at diskutere religion med nogle af de forskellige missionaere, som var meget ivrige efter at snakke. Jeg spurgte til hvad deres holdning er til hekseri, som er en stor del af mange afrikaneres hverdag selvom de officielt er kristne. Jeg havde lige laest i en lokal avis, at tre voksne var anklaget, for at have laert to boern heksekraft. Boernene havde forklaret i retten, at de voksne havde brugt koste og skeer til at flyve rundt paa under oplaeringen! Nej, jeg havde ikke roeget noget sjovt tobak da jeg laeste det, og avisen er en af de serioese aviser i Malawi. Det er bare utroligt svaert at fatte den slags med vores vestlige logisktaenkende hjerner, men retten var ikke i tvivl, de voksne blev idoemt fire aars faengsel hver!

Naeste stop var Mbeya i det sydvestlige Tanzania, hvor der gaar et tog to gange om ugen til Dar es Salaam paa kysten. Byen var ikke videre spaendende og da jeg baa de fik stjaalet mit kamera og var syg, saa er det ikke de bedste minder jeg har om den by.
En af de mere interessante indslag var dog besoeget paa politistationen, for at anmelde tyveriet af mit kamera. Ikke fordi jeg har noget haab om at de ville fange tyven, men man skal jo bruge en rapport til forsikringen. Jeg fik en vaeldig service, foerst var jeg paa politimesterens kontor hvor jeg maatte fortaelle min historie, saa videre til en nydelig ung kvindelig betjent, der var ifoert plisseret nederdel og knaestroemper som en del af uniformen - den mundering havde man nok ikke faaet en af hendes danske kolleger til at ifoere sig ;o) Hun skulle saa optage rapport, men da hendes engelsk ikke var det bedste, endte jeg med selv at skrive den. Derefter fik jeg at vide at jeg skulle komme tilbage om eftermiddagen, hvor jeg kunne hente min renskrevne rapport med alle de rigtige stempler paa.
Om eftermiddagen blev jeg introduceret til en kriminalbetjent, som ikke mente at den person der havde skrevet rapporten var kompetent til det. Da jeg faa fortalte ham at det var mig, blev han noget forlegen men jeg maatte alligevel forklaere det hele en gang til, saa han kunne optage en korrekt rapport. Et aegteskabs tilbud og mange andre nysgerrige spoergsmaal senere, kunne jeg gaa derfra med min rapport.

Endelig var det tid til at hoppe paa toget. Desvaerre var jeg stadig skidt og det hjalp ikke at blive placeret i en kupe med fem andre kvinder, et barn og alt alt for meget bagagge. Meget kan man sige om afrikanere, men stille er de ikke, saa jeg flygtede ind i en anden kupe, hvor et par gutter jeg havde moedt paa stationen tog sig af mig. Desvaerre skulle jeg tilbage og sove i kvindekupeen, men da en af kvinderne skulle handle ved alle stationerne i loebet af natten, laa jeg soevnloes og bandede hende langt vaek, mens kupeen langsomt fyldtes til bristepunktet med bananklaser, aeg, toerret fisk, sukkerroer og ris.
Hele formiddagen koere toget igennem Tanzanias stoerste National Park, Selous, saa jeg tiltuskede mig en vinduesplads hvor fra jeg kunne spotte zebraflokke paa den aabne savanne, giraffer kigge op over traetoppene og flodheste der laa og prustede i en soe. Der blev ogsaa spottet en enkelt loeve, men da toget jo bare koere afsted i jaevnt tempo, naaede jeg ikke at se den. Jeg kom til den konklusion at togselskabet burde markedsfoere sig under mottoet;
- Hvorfor tage paa en dyr safari, naar man kan tage toget -

I Dar es Salaam blev jeg hentet paa stationen af Kenneth (tidligere Vester kollega) og hans kone Marlene. Marlene er laege og arbejder for DANIDA, mens Kenneth er vedhaeng eller spouse som det hedder.
Jeg havde fem skoenne dage hos Kenneth og Marlene. De bor i et dejligt hus med pool i et af Dars dyreste kvarterere. Det var luksus med rent sengetoej (og en hushjaelp der redte sengen hver morgen), vaskemaskine og en masse dejlig mad samt flere besoeg i den lokale Yacht Club. Kenneth bruger en del tid paa at spille golf og tennis, samt nusse med den speedbaad han har sammen med en anden. Men han faar nok snart haenderne fulde, da de i oktober skal vaere foraeldre til en lille datter.
Det var paa alle maader et helt andet Afrika, and det jeg har rejst rundt i de sidste fem maaneder, men heldigvis var Kenneth og Marlene befriende bevidste om at de lever et utroligt priviligeret liv i forhold til de fleste afrikanere.

Selvom det var svaert at afbryde "ferien" hos Kenneth og Marlene, kunne jeg jo ikke blive ved med at udnytte deres store gaestfrihed. Saa jeg hoppede paa en bus mod Arusha i det nordlige Tanzania. Undervejs stoppede jeg et par dage i Usambare bjergene, hvor jeg bruget dagene paa at vandre, hvilket gjorde mig pineligt bevidst om hvor daarlig min kondition er efter fem maaneder uden regelmaessig motion.

Vel ankommet i Arusha, som er Tanzanias safarihovedstad, venter jeg nu paa et Karin og Kate (to barndomsveninder) ankommer med bussen fra Nairobi, hvor de landede tidligt i morges.
Jeg glaeder mig selvfoelgelig rigtigt meget til at se dem og ikke mindst til at rejse sammen med dem. De er begge yderst rejsevante damer, vi skulle bare blive tredive (eller naesten), foer vi fik os taget sammen til at rejse sammen.
Vi har booket en dyr fem dages safari i Serengeti og Ngorongoro krateret, som skulle vaere nogle af de bedste steder i Afrika til at se de vilde dyr. Saa naar vi kommer tilbage har vi forhaabentligt kameraernes memorycards fyldt til bristepunktet med striber, pletter og en masse smukke landskaber.
Grrrrrr.....