Bamako - Mopti - Timboukto

Saa er det tid til nyt fra de varme lande. Kan forstaa at Kong Vinter har indtaget Danmark. Tja... sne er ikke just det der praeger landskabet her, men i maanelyset kan sandet i oerknen ligne til en forveksling :o) Og der bliver skam koldt i oerkenen om natten, i hvertfald froes jeg selv i min sovepose, saa temperaturen har vaeret under 5 grader.

Naa men jeg tager det lige i kronologisk/geografisk raekkefoelge, saa alle kan foelge med...

Efter de famoese 43 timers venten paa bussen til Mali, kom jeg endelig afsted og efter to dage ankom jeg sidst paa aftenen til Malis hovedstad Bamako. Busturen var en til tider meget stoevet og bumpet affaere, saa der skulle skrubbes grundigt under den kolde bruser for at blive bare nogenlunde ren. Ankomsten til Bamako fejrede jeg sammen med to gutter jeg havde meodt paa bussen (Matt en amerikaner og Guus en hollaender) ved at spise pizza og drikke en kold oel, isaer pizzaen var en rar afveksling fra det ris og ris og ris jeg havde faaet hos familien jeg boede hos i Tambacounda.

De naeste par dage blev brugt paa at udforske Bamako og skaffe et visum til Burkina Faso, det sidste gik overraskende nemt.
Der var et udsaedvanligt godt nationalmuseumi byen; flot arkitektur, gode og innovative udstillinger samt en laekker cafe og museumsshop. Temmeligt surrealistisk naar man taenker paa hvor fattigt et land Mali er!
Jeg fik ogsaa vandret en tur i den Botaniske Have ( man er vel gammel blomsterpige), som mest bare var et vildnis med nogle faa stier og mulighed for at klatre op til et udsigtspunkt. Der klatrede jeg saa op, dog kun for at nyde udsigten til Bamakos megen forurening! Paa nedturen faldt jeg selvfoelgelig og fik en paen stor husafskrabning hen over den ene fod. Heldigvis forstuvede jeg ikke foden og efter en gang saarrens trode jeg alt var godt... To dage senere var min fod svulmet op til dobbelt stoerrelse pga. infektion, saa jeg maatte en tur forbi apoteket for at faa noget antibiotika og noget mere effektivt saarrens. Foden er nu tilbage til normal stoerrelse og der er kun en lille saarskorpe tilbage heldigvis - Har ikke lyst til at se naermere paa de lokale hospitaler med mindre det er hoejst noedvendigt!

Bamako er centrum for Malis aabenbart livlige musikscene. Jeg skriver aabenbart, fordi jeg som den musikmongol jer er, selvfoeligelig ikke anede at Mali har flere verdenskendte musikere og generelt er kendt for fantastisk musik. Heldigvis var baede Matt og Guss musiknoerder, saa de fik mig sat ind i tingene og tog mig med til et super live spillested loerdag aften - og musikken er virkelig god. Det er ikke svaert at hoere hvor den amerikanske bluesmusik kommer fra, her er det bare tilsat afrikanske trommerytmer og Kora spil (et traditionelt strengeinstrument). Jeg koebte en stak cd'er som jeg dog foerst kan hoere naar jeg kommer hjem. For de hjemmelige muskifans, som muligvis ikke kender Malis fantastiske musik, saa kan I godt droene ud og koebe noget af foelgende: Toumani Debaté, New Ancient Strings (Malis bedste Kora spiller og ham jeg hoerte live), Ali Farka Touré, Niafunke (Malis blueskonge) samt noget med Salif Keita med eller uden Rail Band de Bamako.

Fra Bamako tog jeg bussen videre til Mopti laengere oest paa. Den bustur var endnu et eksempel paa en typisk bustur i Afrika... Havde faaet at vide fra paalidelig kilde, at bussen koerte kl. 7, saa jeg var ved busstationen kl. 6.30 og koebte en billet. Der fik jeg saa at vide at bussen foerst koerte kl. 9, men pyt saa kunne jeg naa at faa noget morgenmad. Bussen koerte kl. 10.30... og efter knap halvanden time kom der en maget maerkelig lyd fra venstre forhjul og vi stoppede midt i ingenting. 4 timer, og megent hamren og banken paa hjulophaenget, senrer koerte vi videre dog kun for at holde spise/hvile pause ca. hver anden time. Meget senere... kl. 03.30 ankom vi saa til Mopti, hvor jeg fik banket en noget soevndrukken hotelreceptionist op og fik en seng at sove i.
Busturen skal i teorien tage ca. 8 timer, da der er 641 km paa god vej. Men hvis man putter forsinkelser, nedbrud, punkterede hjul og andre faktorer ind i formlen, saa er gennemsnitsfarten straks en hel anden.

I Mopti skulle det vaere nemt at arrangere en tur med Pinasse (smal aflang flodbaad med motoer) op af Niger floden til Timboukto. Da de offentlige baade ofte er tungt lastede med mennesker og cargo, anbefaler de fleste at man finder en turistpinasse sammen med en gruppe andre Toubabs (Ordet betyder egentlig bare "hvid" paa Bambara, som er det mest udbredte af de mange lokale stammesprog i Mali, men ordet er ogsaa slang for "hvide turister" og man hoere det hele tiden). Jeg fandt da ogsaa en baad som skulle afsted naeste morgen med 5 andre turister, men kaptajnen forlangte 140.000 CFA, hvilket svarer til ca 1650 kr, for turen, hvilket er langt over hvad det skulle koste. Desvaerre var det den eneste turistbaad den uge, og det vidste kaptajnen selvfoelgelig godt! Da jeg syntes at det var absurd mange penge, og heller ikke var hel lun paa ideen med at vaere i en ren turistbaad, besluttede jeg mig for at hoppe paa en af de lokale baade og saa tage tingene som de kom. Turen kan tage 3 dage/2 naetter, men med af- og paalaesning af mennesker og cargo, vind, lav vandstand saa vi flere gange gik paa grund paa sandbanker, ville det vaere mere realistisk med 5-6 dage. Jeg koebte en billet inkl. mad og madras, men medbragte alligevel nogle daaser boenner og aerter, friske guleroedder og agurker, smoereost og et par baguetts, saa jeg havde lidt at supplere menuen med som jeg vidste ville bestaa af fisk og ris morgen middag og aften.
Jeg vil naesten sige selvfoelgelig, for selvfoelgelig var der ingen madras og selvfoelgelig skulle jeg betale ekstra for maden direkte til "Madam Chef". Men det skulle ikke oedelaekke min tur og jeg fik tiltusket mig en god udsigtsplads midt i baaden, hvor jeg kunne ligge oven paa rissaekkene og kigge ud paa landskabet. Generelt kunne man kun ligge eller sidde, da baaden var saa fuldt laesset med saekke, at det eneste sted man kunne staa oprejst var bag det intermisitkse forhaeng bagerst i baaden, hvor et hul ned til floden gjorde det ud for toilet. Saa den eneste motion jeg fik i de fire dag jeg var ombord var turene, naermere betegnet forhindringsbanen, frem og tilbage til toilettet. Det var en forhindringsbane fordi, man skulle passere en masse liggende og siddende mennesker, snottede unger der ville lege med "Toubab", skraeve over koekkenregionen, kravel forbi den hostende diselmotor paa en planke for endelig at naa til maalet, hvor man saa skulle balancere med en fod paa hver side af hullet og forsoege at ramme ned i det ca 10 cm store hul, hvilket ikke er helt nemt naar baaden var i fart.
Dagene ombrord blev brugt paa at nyde landskabet langs floden, hvor landsbyer med smaa mudderklinede huse og moskeer gled forbi i en lind stroem. De mudderklinede moskeer er et kapitel for sig, det er som forvoksede sandslotte taget ud af et fatamorgana fra en svunden tid. Boerne blev jeg hurtigt venner med, da de fandt ud af at jeg havde gode gammeldags bolcher i tasken (saamen Prinsens Bolscher fra DK, som jeg havde faaet i afskedgave). At se boernene beundre hinandens kuloerte bolcher og sutte forsigtigt paa dem for, at de kunne vare laengst muligt, var en dejlig erstatning for manglende TV og andre af de tidsroevere jeg normalt omgiver mig med. Kvinderne var ogsaa gode bekendtskaber, selvom vi ikke kunne snakke sammen, fik vi alligevel udvekslet en masse indforstaaede blikke og de fik smag for min dyre aftersun lotion, som gjorde deres hud laekker skinnende og helt sikkert virker bedre end de fede maerkelige cremer de normalt bruger (en slags dyrefedt tror jeg, det lugter i hvert fald saadan!).
Digitalkameraet er en anden kilde til morskab, og fordi folk kan se billederne paa skaermen, er der ingen graenser for hvor meget jeg maa fotografere dem. Saa indtil nu er ca. halvdelen af alle de billeder jeg har taget paa hele min rejse, portraetter af mennesker og deres herlige storoejede snotunger. Der er utroligt mange forskellige ansigttraek, hudfarver og udtryk, som goer det helt fantastisk at fotografere mennekserne hernede. Der er helt sikkert flere uopdagede top modeller blandt de mange smukke kvinder.

Paa fjerde dagen af min baadtur, ankom vi midt eftermiddag til Timbouktos havn Kourimé, som ligger 18 km fra selve byen, da Timboukto ikke liggger direkte ned til floden. Jeg sagde farvel til alle mine nye bekendtskaber, hankede op i rygsaekken og begav mig ind til Timboukto.
Jeg var meget spaendt paa den by, da den for de fleste er synonymt med magisk-verdens-ende-utilgaengelig-by. Op gennem historien har den haft en enorm betydning som graenseby til Sahara, hvor saltkaravanerne bragte deres last til dybt inde fra oerkenen. I 1200-tallet var det en rig by med meget guld. Der var mange muslimske skoler i byen og der er stadig mange gamle arabiske skrifter bevaret i omraadet, da den toerre oerkenluft er ideel til at konservere skriftrullerne.
Idag er Timboukto bare en skygge af sit tidligere jeg, og bestaar mest at smaa et eller to etagers mudderklinede huse og tilsandede gader. Mange er temmeligt skuffede over byen naar man endelig ankommer, men jeg var forberedet paa at det ikke er selve byen der fysisk er noget specielt, men mere dens historiske betydning. Det var foertst i 1828 at den foerste europaer naaede til det sagnomspundende Timboukto og retur i live, kun for at kunne berette om en lille stoevet by med bare tre, godt nok gamle moskeer, men ikke imponerende i forhold til andre steder i Mali. Siden har skuffelse over begrebet og byen Timboukto vaeret det mest fremherskende indtryk i vesten, men alligevel bliver mange , ligesom jeg selv, draget af mystikken.

Jeg vandrede rundt et par dage og proevede at indsnuse noget af den specielle stemning der trods alt er naar kameler og turbanklaedte normader befolker de tilsandede gader. Jeg fik arrangeret en tur i oerkenen paa kamelryg, hvor jeg overnattede hos en Turag (oerkennomader der nedstammer fra berberne i Marokko). Kamelridning er en ikke saerligt behagelig transport form og efter tre timers gyngen i bagende sol, var jeg glad for at jeg ikke havde besluttet mig for at foelge en af saltkaravanerne ind i oerkene, en tur der tager 30-40 dage!
Hos familien overnattede jeg under aaben himmel, for at nyde stjernerne og de maanebelyste sandlandskab. De foerste 150-200 km af Sahara er mere toer steppe med enkelte store sandklitter, end egentlig sandoerken, men jeg fik alligevel en god fornemmelse for sandets magt og kamelernes vigitge betydning for nomaderne - de er virkeligt taerraengaende (kamelerne altsaa...).
Aftensmaden hos familien bestod af ris og kogt gedekoed, morgenmaden af mere kogt gedekoed med broed til. Begge dele blev skyllet ned med staerke og soed myntethe som er nomadernes"narko" - de er i hvert flad afhaengige af det.

Tilbage i Timboukto, inviterede min Turag oerkenguide mig med til hans brors bryllup samme eftermiddag. Selv om jeg var godt oem og traet efter en kold nat i oerkenen, ville jeg selvfoelgelig ikke lade den chance gaa forbi. Saa efter et bad tog jeg mit paeneste og mest respektable toej paa (kakifarvede bukser der ikke kan blive rene mere og en tunika der ogsaa er permanent roed af stoev flere steder) og begav mig til bryllup. Da Tuaregerne er muslimer, foregaar det meget som bryllupper i ander arabiske lande. Det vil sige at det er familien der bestemmer hvem der skal giftes med hvem, og de to meget unge brud og brudgom, har ikke set hinanden paa forhaand. Selve brylluppet er en tre dages begivenhed, hvor der bliver danset og sunget i de to familier. Foerst paa anden dagen om aftenen, skal de to "turtleduer" se hinanden for foerste gang og derefter tilbringe natten sammen. Jeg fik hilst paa brudgommen, som ikke kan have vaeret meget mere end 15-17 aar og saa ogsaa omridset af bruden, som indtil hun skal se sin kommende mand foreste gang, skal ligge indhyllet i et hvidt klaede. Kvinderne i begge familier og et stort antal venner og bekendte kommer for at give kvinden gode raad og pynte hende til det kommende moede med hendes mand. Hos manden bliver der spist laekker spidstegt ged (det var virkeligt laekkert), mens man venter paa kvinden. Da jeg skulle videre naeste dag, kunne jeg desvaerre ikke deltage paa tredie dagen, hvor begge familier moedes og fester, mens bruden og brudgommen (der nu helst ikke laengere skulle vaere jomfruer) kun maa side til skue og kigge paa loejerne.
Mens maendende er klaedt i lange blaa og hvide rober og turban er kvindernes festdragter enormt farverige og de er overdaenget med guld eller soelvsmykker. Deres haar er flettet og opsat i kunstfaerdige frisurer igen med masser af guld og soelvsmykker involveret.

Efter tre begivenhedrige dage i Timboukto, var det tid til at vende naesen mod syd igen. Landtransport til og fra Timboukto foregaar i firehjulstraekker, da alt andet ville vaere umuligt. De fleste steder var vejen kun et hjulspor i sandet og da jeg efter en lang dag naede tilbage til Mopti var jeg (igen) daekket af sand og stoev fra top til taa. Selv efter en gang tandboerstning knasede det stadig lystigt i taenderne.

Naar jeg har brugt dagen i dag paa at slappe af ved den skoenne pool paa mit fantastiske og billige hotel (det er naesten ikke til at tro), vil jeg begive mig ud paa et par dages trekking i et naerliggende klippeomraade, inden jeg i weekenden vil tage videre til Burkina Faso og derfra videre til Ghana. Der er efterhaanden ikke laenge til at jeg skal varere i Ghana og starte arbejdet som frivillig. Desvaerre har jeg vaeret lidt for optimisktisk i en planlaegning foer aafrejse, saa der bliver ikke tid til at se Burkina Faso. Det er lidt mod mine principper bare at rejse igennem et land paa den maade, men ellers kan jeg ikke naa at se lidt af Ghana inden arbejdet kalder. Og saa glaeder jeg mig da ogsaa lidt til at komme til Ghana hvor de taler engelsk, selvom det gaar bedre med det franske. Jeg har faaet nogenlunde styr paa tallene og forstaar og kan bruge de mest gaengse gloser - hurra for "skraldefransk"!

Det var alt for denne gang, poolen kalder...
Tak for de mange mails og hilsner her paa bloggen, det er skoent at hoere nyt hjemmefra :o)

Med flodbaad til verdens ende (... eller maaske naermere verdens midte)

Naa I laeser dette sidder jeg paa en flodbaad pa Niger floden paa vej mod det sagnomspundene Timbukto. Byen der i mange aar var synonym med verdens ende, men da den ligger midt i Afrika paa garensen til Sahara, vil jeg nu hellere kalde det verdens midte, for man kan vist ikke komme ret meget laengere vaek fra havet.

Jeg vender tilbage til civilisiationen om en uges tid og har helt sikkert meget at fortaelle...

Dakar - Tambacounda

Efter fire dage i Dakar, hvor jeg ikke var den optimale turist, da jeg mest har vandret rundt paa maa og faa, samt snakket med lokal (mere om det senere). Tog dog en dagtur til den lille oe Goree, som ligger lidt ud for Dakar. Goree blev i slavetiden brugt som afskibningsoe for slaver til Amerika. Det er en hyggelig lille oe, men forfaldne kolonihuse, palmer og en lille strand. Desvaerre blaeste der en del og da solen var vaek hele dagen, var det faktisk temmelig koldt. Men jeg fik da se hele oeen, hvilket kan goeres paa en time, og det beroemte "Slavernes Hus". Det har I hoert om... naa ikke - det havde jeg heller ikke! Det er det hus hvor slaverne blev holdt fanget inden de blev afskibet. Huset har udover en masse smaa rum uden vinduer, en doer og trappe direkte ud til havet, saa det var nemmest muligt at faa slvaerne fra huset og over i de skibe der skulle sejle dem over Atlanten. Husets tilsynsfoerende, en aeldre mand der saa vidt jeg kunne forstaa havde vaeret med Frankrig i Indokina under 2. verdenskrig, holdt et sikkert spaendene foredrag om husets historie, desvaerre var det paa fransk, saa jeg forstod nul! Har brugt en del tid paa at aergre mig over at jeg ikke taler eller forstaar fransk, da det er SPROGET. Meget faa kan tale engelsk, og hvis de kan er det ret daarligt. Jeg er dog efterhaanden ved at have laert det mest noedvendige, saadan som at spoerge hvad ting koster, hvor det og det ligger, tallene og almindelige hoeflighedsfraser. Nu skal jeg bare have laert at forstaa svaret :o) Toersdag morgen kl. 05:30 sagde jeg farvel til mit hotel og begav mig mod busstationen. Jeg havde least at det var med at vaere der tidligt, for at busserne kan komme ud af byen inden myldretiden. Den minibus jeg skulle med koerte saa foerst kl. 10 - vente, vente... Destinationen var byen Tambacounda i det oestelige Senegal paa vej mod graensen til Mali. Der er ca 450 km, og det skulle tage ca. 8 timer - det gjorde det selvfoelgelig ikke... Vi ankom klokken 21.30. Jeg fand en taxichauffoer der talte en smule engelsk - eller det var vist ham der fandt mig. Han koerte mig til et billigt overnatningssted, som desvaerre var fuldt. Han tilboed mig saa at jeg kunne bo hos hans familie, til 4000 CFA pr. nat. Det er ca. 45 kr. hvilket maaske lyder dyrt for dem der har rejst i Asien.I Vest Afrika er det svaert at finde noget til under 6000-7000 CFA og skal det vaere et vaerlse med ventilator og eget bad saa kommer det hurtigt op paa 25-30.000 CFA. Jeg boede hos taxichauffoerens familie i to dage. De boede sammen 12-15 mennesker i smaa firkantede hytter med straatag rundt om en gaardsplads. Vandet blev hentet fra broenden i gaarden og toilettet var et hul i jorden (dog med afloeb...). Kvindernes liv foregik i og omkring gaarden. Her blev der lavet mad paa smaa kulgrill og vasket toej i baljer. De stoerre piger hjalp med de foeskellige goermaal og med at passe de mindre boern. Ingen tvivl om at det er haardt arbejde at vaere husmor under de forhold, men der blev ogsaa grinet og pjattet en del. Jeg kunne ikke tale med familien og derfor ikke hoere om deres problemer eller droemme, men blev total opslugt af at betragte deres liv og den specielle stemning eller naermere atmosfaere der er blandt mennesker, der ved hvor de hoere til og hvad deres rolle er. Alle kvindernes foedder er tatoveret med sort henna, og da jeg komplimenterede dem for det, ville de ogsaa give mine foedder en gang henna. Saa nu har jeg smukke ternede og stribede foedder, hvilket er meget praktisk, for nu kan man ikke saa nemt se naar de er beskidte. Efter den tredie nat hos familien, ville jeg videre og min taxi chauffoer sagde at der var en direkte bus til Bamako i Mali kl. 15 samme dag (soendag), men at den var lidt forsinket pga. besoeg i byen af en praesident kandidat. Fint, vi satte os til at vente.......... 43 timer senere kom bussen! Jeg er muligvis ikke verdens mest taalmodige person, men der var min graense ved at vaere naaet!

Besoeg

Hurra... Karin og Kate har lige skrevet at de kommer og besoeger mig. De flyver til Nairobi d. 9. juli og vi skal saa moedes et sted i Tanzania.
Allerede d. 18. april, samtidig med at jeg ankommer til Madagascar, kommer min far og rejser sammen med mig i 2 1\2 uge. Det var en stor oplevelse at rejse sammen med ham i Vietnam for 4 aar siden, og jeg glaeder mig til at vise ham lidt at det Afrika jeg allerede er blevet vild med.

E-vanskligheder

Ja ja, jeg ved godt at mange er utaalmodige efter at hoere hvad jeg gaar og laver! Men det er ikke helt nemt at vaere online. For det foerste er der ikke en internet cafe paa hvert gadehjoerne og naar jeg saa finder en kraever det at der er stroem, hvilket ikke er helt reglmaessigt hernede. Hvis der er stoem, kan jeg saa sidde ved et fransk tastatur, hvor bogstaverne ikke sidder hvor de plejer og tastaturet har ogsaa set bedre dage. Der er samtidig en god chanche for at forbindelsen er meget langsom og naar jeg endelig kommer igennem til min blog er alting paa fransk...!
Saa ha taalmodighed med mig, jeg har masser at fortaelle og skal nok faa det afsted foer eller siden.

Je suis arrivee a Dakar

For de ikke fransktalende betyder det vist nok: Jeg er ankommet til Dakar.
Har brugt dagene paa at vaenne mig til Afrika, det franske sprog (som jeg aergere mig over at jeg ikke taler) og se noget af solrige, stoevede, hektiske og blaesende Dakar.
Mere senere...